Her er forårets lovgivning

Tidligere på ugen sluttede Inatsisartuts forårssamling. En samling, der navnligt var præget af lange debatter om Naalakkersuisuts redegørelser om de store reformer, de ønsker at gennemføre. Men noget blev der da også vedtaget.
31. maj 2012 12:57

I forgårs blev Naalakkersuisuts ændring i fiskeriloven stemt hjem uden om Siumut. Lovændringen betyder, at personer og selskaber fremover højst må eje fem procent af den samlede hellefiskekvoteandel, som fartøjer over seks meter i det kystnære fiskeri nu kan tildeles - den såkaldte individuelle omsættelige kvote, der blev indført i år.

Bestemmelsen om kvoteloftet gælder forvaltningsområderne Upernavik, Uummannaq og Disko. Hensigten er at flest mulige aktører blive medejere. Siumut protesterede, fordi de mener fiskerne er blevet for dårligt informeret om det nye kvotesystem, og at mange derfor ikke har forstået værdien af kvoterne. Men forslaget om kvoteloftet på de fem procent blev altså vedtaget.

På et helt andet område er loftet derimod hævet. Siumut-medlem Doris Jakobsen fik tingets ja sit forslag om at få hævet det antal samfundstjenestetimer, der maksimalt kan idømmes for en betinget dom, fra 240 til 300 timer. Doris Jakobsen mener nemlig, at vi i Grønland bør gøre meget mere brug af samfundstjeneste. Forslaget fik fuld opbakning i Inatsisartut.

Forårssamlingen blåstemplede også, at Selvstyret nu skal have sit eget oliespildsberedskab. Idéen om at oprette Greenland Oilspill Response, som selskabet kommer til at hedde, er født af, at Cairn Energy har foræret Grønland beredskabsudstyr for 20 millioner kroner. Selvstyret må dog selv punge ud med en halv million kroner for at selskabet kan opstartes.

IA's Naaja Nathanielsen fik enstemmigt vedtaget, at flere slags fartøjer nu skal til at betale havneafgift, og at der skal kigges på, om de nuværende afgifter er høje nok. Der er ikke taget stilling til hvilke fartøjer, det kommer til at omfatte. Men et enigt finansudvalg mener, at det blandt andet bør gælde havgående fiskefartøjer.

Derudover er det blandt andet blevet besluttet at Naalakkersuisut skal arbejde på at få ansat grønlandske repræsentanter på de danske ambassader i USA og Island. Det er vedtaget at promillesejlads bliver forbudt - dog ikke for almindelige passagerer. Og så har landspolitikerne sagt god for en ny arbejdsmiljølov, der betyder, at det nu kan udløse bøder til de ansatte selv, hvis de for eksempel vælger at smide hjelmen eller sikkerhedsskoene på arbejdspladsen.

Inatsisartut har også stemt for at Grønland skal tilslutte sig en række af Vestnordisk Råds rekommandationer. De handler blandt andet om samarbejde om fælles film og tv-produktioner, om overnatningsmuligheder for kunstnere og forfattere, når de besøger andre vestnordiske lande, og om håndtering af genbrugsskrot.