Her er årets julemærke

Julen nærmer sig med raske skridt. I dag om to måneder - den 24. december - sidder vi alle bænket om julebordet.
Foto © : Grønlands Julemærkefond
Skrevet af Karsten Sommer
24. oktober 2016 08:01

Så det var meget passende at det årlige grønlandske julemærke i lørdags blev introduceret i Katuaq i Nuuk.

Årets mærke, der i år udgives for 43. gang, er tegnet af kunstneren Nuka Godtfredsen, som igennem årene har skabt blandt andet den populære tegneserie med Andala, ligesom han har illustreret Grønlands historie i tegneseriefortællingen Oqaluttuaq/Fortællinger.

Julemærket, som findes både som traditionelt mærke på papir, samt i en elektronisk udgave, forestiller i år julemanden og en nisse på rypejagt en klar frostvejrs dag.

Ved præsentationen lørdag i Katuaq blev årets Julemærkepris ligeledes uddelt.

Den gik i år til multikunstneren Frederik Kunngi Kristensen, der udover at have tegnet et af de første julemærker, tilbage i 1977, har en omfattende produktion af bøger, sange og kunstværker bag sig.

- Kunngi har gennem hele sit liv arbejdet og levet for kunsten og vores grønlandske kultur, sagde William Kriegel fra Julemærkefondens Kulturpris ved overrækkelsen i lørdags.