Her bor skam også mennesker

Nu skal menneskerne i Arktis i centrum i stedet for klima og miljø. Det er hovedessensen i det Arktiske samarbejdsprogram, som de nordiske statsministre drøftede på et møde her til morgen forud for Nordisk Råds Session i København.
Skrevet af Martine Lind Krebs
01. november 2011 11:14

Der er en ny stil, og der er en mere konkret og realistisk forholden sig til det arktiske område,  lyder det fra Kuupik Kleist, som gerne vil tage æren for kovendingen.

- Det har været magtpåliggende for os, og vi har over en årrække advokeret for, at godt nok skal man tage klimaet, miljøet og naturen meget seriøst, men der er et stort element i den arktiske politik, der skal nyde mere fremme. Og det er befolkningernes ret til og mulighed for udvikling, siger Kuupik Kleist.

Blandt andet har Nordisk Råd retter blikket mod forvaltningen af de levende ressourcer.

- I og med at klimaforandringerne ændrer betingelserne radikalt, ligger der en stor opgave i alle arktiske regeringer i at finde nye måder at forvalte ressourcerne på. Det vil blandt andet være et af de centrale emner, som også kan finansieres i nogle projekter under Nordisk råd, siger Kuupik Kleist.

For Grønland vil Nordisk Råds nye samarbejdsprogram for Arktis først og fremmest kunne mærkes på den pose penge på i alt 10 millioner kroner, som følger med Arktisk samarbejdsprogram.

- Hvis man har projekter, som ligger under de overskrifter, som samarbejdsprogrammet beskæftiger sig med, så er der afsat midler til projekter, som blandt andet kan gå på forvaltning og uddannelse.

Samarbejdsprogrammet skal også diskuteres i Nordisk Råd, som netop har åbnet årets session i folketingssalen på Christiansborg. Og KNR følger selvfølgelig med under resten af sessionen.