Henrik Leth ny direktør for GA

Afløser Ole Rud, der fortsætter som seniorkonsulent
29. juni 2007 05:19

Den tidligere vicekoncernchef i Royal Greenland, Henrik Leth, skal være ny direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening.

Henrik Leth tiltræder ved årsskiftet og afløser Ole Rud, der har valgt at fratræde af familiemæssige hensyn. Ole Rud har været arbejdsgivernes direktør i 13 år, og han bevarer tilknytningen som seniorrådgiver.

Formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening, direktør Henrik Sørensen, siger at der bliver tale om et glidende chefskifte. Henrik Leth tiltræder således allerede 1. september i en konsulentfunktion. Henrik Leth er 45 år, uddannet cand. polit. Han har i en periode været medlem af arbejdsgiverforeningens bestyrelse.

Ole Rud, der runder de 60 i september, har valgt at geare ned for at få mere tid til familielivet.

- Han har været en markant og til tider kontroversiel profil i den politiske debat, og han har formået at udvikle Grønlands Arbejdsgiverforening til en moderne arbejdsmarkeds- og erhvervspolitisk organisation. Derfor ser vi frem til at videreføre samarbejdet med Ole Rud i hans nye funktion, siger GA-formanden Henrik Sørensen.