Henrik Fleischer om mulig udmeldelse af Siumut: Der var en misforståelse

Sagen om Henrik Fleischers mulige udmeldelse af Siumut bygger på en misforståelse, siger Henrik Fleischer selv.
Henrik Fleischer siger, at han luftede muligheden om at trække sig midlertidigt tilbage fra partiet overfor den daglige ledelse, hvis der er utilfredshed over hans arbejde. Foto © : KNR
24. februar 2020 10:48

Sermitsiaq.AG skrev i weekenden, at Henrik Fleisher er smidt ud af Siumut. Ifølge netavisens kilder skulle formandskabet i Inatsisartut have modtaget orienteringen om Fleischers eksklusion lørdag.

Mandag siger Henrik Fleischer til KNR, at hele sagen bygger på en misforståelse.

Ifølge Henrik Fleischer begyndte hele sagen med et møde i Inatsisartuts fiskeriudvalg, hvor mistillid til naalakkersuisoq for fiskeri blev drøftet. Henrik Fleischer siger, at han ikke var fysisk til stede til mødet, fordi han var på moskusoksejagt i Kangerlussuaq.

LÆS OGSÅ To dage efter mistillidserklæring: Total tavshed fra fiskeriudvalg

Og da flertallet tilkendegav deres mistillid mod naalakkersuisoq, sendte udvalget en pressemeddelelse onsdag i sidste uge. Den havde kun én underskrift: Og det var udvalgsformand Henrik Fleischers. 

Henrik Fleischer siger, at mistillidserklæringen ikke faldt i god jord hos nogle i Siumut, som gav deres utilfredshed til kende overfor partiets ledelse. Det reagerede Henrik Fleischer på.

- Jeg skrev til den daglige ledelse, at jeg ville give dem mulighed for, at jeg trækker mig tilbage fra udvalget, hvis de kan finde nogen, der er bedre egnet, siger Henrik Fleischer.

Utilfredshed over Fleischer

Henrik Fleischer forklarer, at han luftede muligheden om at trække sig midlertidigt tilbage fra partiet til den daglige ledelse, hvis der er utilfredshed over hans arbejde.

- Men det har åbenbart været forvirrende. Jeg tror selv, at der har været en misforståelse, fordi der ikke var nogen forklaring, og fordi der ikke var en samtale til at opklare det, siger Henrik Fleischer.

- Så du blev forstået sådan, at du bad om at melde dig ud af partiet?

- Ja, jeg tror, at det blev forstået sådan. Og jeg er endnu ikke blevet indkaldt til at afgive en forklaring, siger Henrik Fleischer.

LÆS OGSÅ Jeg er ikke den første i historien til at skifte parti

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Siumuts ledelse. Men næstformand Karl-Kristian Kruse har endnu ikke vendt tilbage på KNRs henvendelser.

Både formand Kim Kielsen og medlem af den daglige ledelse Vivian Motzfeldt henviser til Karl-Kristian Kruse.