Østgrønland ramt af storm: - Hele ugen bliver i stormens tegn, hold dine børn hjemme, hvis du kan

En varslet storm betyder, at Kommuneqarfik Sermersooq lukker store dele af Tasiilaq og Kulusuk ned tirsdag og onsdag.
Hold dig indendørs under stormen. Beredskabet frygter, at tunge objekter kan rive sig løs, som følge af vindstød af orkanstyrke. Foto © : Sigmun av Teigum, Malene Hansen Gray og Hjørdis Viberg
17. oktober 2023 12:57

DMI varsler storm i Tasiilaq og Kulusuk fra tirsdag nat til onsdag omkring klokken 14.

Stormen fører vindstød af orkanstyrke, der kan nå mellem 33 meter i sekundet og 38 meter i sekundet, med sig, og derfor tager kommunen ingen chancer.

Alle skoler, daginstitutioner og offentlige kontorer er lukket tirsdag og onsdag af sikkerhedsmæssige årsager. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på deres hjemmeside.

Hele ugen bliver i stormens tegn

- De ældre, der ofte ved en hel masse om vejr og vind, synes, at stormen ude fra havet, Neqqajaaq, bliver kraftigere og kraftigere år for år, siger Hjørdis Viberg, der er områdechef i Kommuneqarfik Sermersooq i Tasiilaq.

- Den her periode på året, hvor vi skifter mellem årstiderne og går over til vinter, er en ustabil periode her omkring Tasiilaq, siger hun.

Områdechefen fortæller, at skoler, daginstitutioner og offentlige kontorer åbner igen i morgen, men hun opfordrer til, at man holder sine børn hjemme, hvis man har mulighed for det.

- Den her uge bliver i stormens tegn hele ugen, så derfor opfordrer vi til, at man holder sine børn hjemme, hvis man kan, siger hun.

Du kan holde dig orienteret om konsekvenserne af stormen på kommunens hjemmeside, hvor der vil være løbende opdateringer.

Opfordring fra beredskabet

Beredskabet opfordrer alle til at holde sig indendørs under stormen. Årsagen er blandt andet, at de frygter, at store genstande kan blive hvirvlet op af vinden, og at genstande kan flyve gennem luften.

For at mindste risikoen for skader opfordrer beredskabet alle borgere i Tasiilaq og Kulusuk til at sikre løse genstande inden stormen tager til.

Hvis du ønsker at tilbringe stormen hos andre, opfordres du til at tage afsted, inden stormen tager til.

Hvis du har behov for at komme i kontakt med beredskabet under stormen, kan du ringe på 36 77 89.