Heine Kaas fra Nuuk vinder guld og sølv i international bodybuilding konkurrence
Kan man have så store muskler at det også bliver ens kaldenavn?
Det kan man hvis man er Heine Kaas fra Nuuk, der på grund af sine massive muskler kaldes The Mutant.
Nu har han været i England og Italien, hvor han sammen med muskelmænd fra forskellige lande har vist muskler overfor dommerpaneler. Han har sagt med andre ord været til internationale konkurrencer i bodybuilding.
- Jeg har været i England hvor jeg har deltaget i UK Open, der er kvalifikationsrunde til verdensmesterskabet. Der vandt jeg guld og vandt så muligheden for at deltage i verdensmesterskabet, fortæller Heine Kaas om sin kvalificering til VM i verdensforbundet PCA til KNR.
Han havde også tilmeldt sig konkurrencen World Euro Championship, der også er verdensmesterskab i et andet verdensforbund, der hedder IBFF. Heine Kaas måtte dog melde afbud til det andet verdensmesterskab, da det blev afholdt i samme periode.
- Der fik jeg så sølv, hvilket selvfølgelig var ganske glimrende, men guld vil jo altid være sjovere at tage med hjem til Grønland, siger Heine Kaas.
Usikker før VM
Hans egne forventninger før afrejsen til Europa lå ikke specielt højt, når tanken kom til at skulle vise muskler overfor dommerpaneler i England og Italien.
- Jeg må nok indrømme at jeg ikke følte at jeg var der hvor jeg gerne ville være. Dels så har jeg haft en del arbejde. Men kroppen er en sjov ting. Man kan presse citronen rigtigt, men der sker ikke rigtig noget. Og så er man ufattelig selvkritisk i den her verden, siger Heine Kaas.
- Men jeg har heldigvis en god træner og kæreste som er meget forstående for det jeg laver. Det gjorde at jeg var i god form og det gav ro i maven, siger Heine Kaas.
Han har været en del af fitnessmiljøet i Nuuk i en årrække. Det er hård fysisk træning som livsstil, der nu har bragt ham på internationalt niveau. Han fortsætter sin træning, der starter ved fem-tiden om morgenen og bliver gentaget senere på dagen.
- Vi satser på at være med til store mesterskaber næste sæson. Verdensmesterskaber skal afholdes i Wales og vi vil videre til en konkurrence i Spanien bagefter. Det kan blive til fire store mesterskaber næste år, siger Heine Kaas.