Heilmann tror på fremtiden efter partikrise

Atassut jubler over, at partiet har fået to pladser i Inatsisartut. Det er et stort skridt, efter at partiet mistede sine mandater efter partihopperi og siden har været igennem en krise, vurderer formanden.
Foto © : Bureau for Inatsisartut
26. april 2018 16:11

- Jeg er så glad, udbrød Siverth K. Heilmann, da han blev spurgt om valgresultatet i radioprogrammet Nunatta Nipaa. De to mandater partiet fik, var en tiltrængt succes efter en lang periode med uro i partiet.

Først røg Atassut ud af koalitionen i efteråret 2016, og efterfølgende mistede partiet begge sine mandater i Inatsisartut, da Knud Kristiansen og Mala Høy Kuko hoppede over til Siumut.

Og partiformand Siverth K. Heilmann måtte derfor ud og samle underskrifter, før et af Grønlands ældste partier overhovedet måtte stille op til valget.

Formand: Vi begyndte på bar bund

Partiet fik 5,9 procent af stemmerne, og selvom det er en lille tilbagegang, er Heilmann glad for at kunne fortsætte i den kommende valgperiode med to mandater:

 - Vi begyndte på bar bund, og jeg er meget tilfreds med resultatet. Vi havde selvfølgelig håbet på at være flere, men det er dog lykkedes os at få to ind, og det er vi meget glade for, siger Siverth K. Heilmann.

Han og Aqqalu Jerimiassen fra Ilulissat kommer ind i Inatsisartut.

Sidste år i november spåede to politiske kommentatorer på KNR TV, at Atassut ikke havde de store chancer for at komme ind i Inatsisartut på grund af den interne uro i partiet.

De unge skal tage styringen

Men det er altså lykkedes på trods af, at udfordringerne har stået i kø.

Ved valget stillede flere unge politikere op for Atassut - herunder Aqqalu Jerimiassen, som blev valgt ind - og formanden ser gode fremtidsmuligheder i dem.

- Det næste bliver at de lovende unge mennesker tager styringen, sagde Siverth K. Heilmann til Nunatta Nipaa.