Hash, viagrapiller, husspektakler og indbrud

Der har i den forgangne uge været meget forskellige hændelser, som politiet i Nuuk har måttet rykke ud til. Husspektakler er som vanligt en del af dagens uorden, ligesom overtrædelser af loven om euforiserende stoffer er det. En ikke helt almindelig hændelse var, at en mand blev sigtet ifølge lægemiddelloven for besiddelse og eventuelt videresalg af viagrapiller.
Skrevet af Peter Troelsen
11. marts 2013 07:40

Ordensmagten har også indbragt en højgravid kvinde, der i en gigantisk brandert havde skabt sig på en måde der fordrede politiets udrykning, til stationen og senere på sygehuset.

Flere indbrud har politiet også været beskæftiget med rundt omkring i byen ligesom der har været brug for ambulanceassistance for at sikre berusere ikke kom til skade.

Hashhandlerne har haft det vanskeligt i den senere tid. I forrige uge blev der beslaglagt et større parti og en stor sum penge, og i den forgangne uge blev der beslaglagt i alt 100 gram hash. Den estimerede værdi af dette ligger i omegnen af 50.000 kr.