Tiltalte tilbageholdt i mere end et år før dom
Der var politi med hjelme, skudsikre veste og våben på gaden i Nuuk en sen juli-aften sidste sommer. Det viste sig senere, at aktionen var et skridt på vejen mod en af de største retssager i grønlandsk historie.
De syv tiltalte har siden den aften, 24. juli 2017, siddet tilbageholdt i forskellige anstalter i Grønland. Nu ser der endelig ud til at være en afklaring på vej. Er de skyldige i at have medvirket til indsmugling af hash til Grønland eller ej?
Den 6. august får vi svaret, når der bliver afsagt dom i Sermersooq Kredsret.
Seks af de syv er tiltalt for at have medvirket til indsmugling af 63 kilo hash fra Danmark til Grønland. Den sidste er tiltalt for at have medvirket til at indsmugle 27 kilo hash.
Hashsagen tog sin begyndelse et stykke tid før den store politiaktion 24. juli. En underretning fra Grønlandsbanken fik Bagmandspolitiet på sporet af flere af de tiltalte. Banken havde mistanke om, at en af deres kunder hvidvaskede penge gennem banken. Kunden havde overført 90.000 kroner til en såkaldt højrisikokunde i banken.
Det var blot ét eksempel på bemærkelsesværdigt store overførsler fra kunden, der kun havde en indkomst på cirka 2000 kroner hver anden uge.
LÆS OGSÅ Aningaasanik nuussisarnerit eqqumiitsut hashi pillugu suliamik aallarniisuupput
De store overførsler kan skyldes, at der generelt er tale om en sag med mange penge. De syv tiltalte har ifølge anklagemyndigheden skabt en fortjeneste på 16 millioner kroner ved at sælge den indsmuglede hash i Grønland.
LÆS OGSÅ Hashi pillugu suliami pasineqartut millionerpassuarnik iluanaaruteqarsimasut
Men det er ifølge senioranklager Tobias Berg kun en del af hashimporten, politiet har fundet beviser for. Hashsagen, der startede i Grønlandsbanken, slutter 6. august, når der bliver afsagt dom i Sermersooq Kredsret. Men det kan blot være et umiddelbart punktum i sagen, hvis enten anklagemyndighed eller de tiltalte vælger at anke sagen.
LÆS OGSÅ Allakkerivimmi sulisut hashimik eqquissueqataapput
Alle syv tiltalte har nægtet sig skyldige i hovedanklagerne gennem hele sagen.