Handikappede placeres i Danmark

Omkring 100 grønlandske handicappede er i dag placeret på institutioner i Danmark, fordi der ikke kan findes passende tilbud til dem i Grønland.
Skrevet af Jette Andersen
25. november 2011 07:14

Og de tilbud har Kanukoka sammen med socialchefer og fagmedarbejdere fra de fire kommuner i de seneste dage set nærmere på under en studietur til Danmark.

- Når vi kommer tilbage skal vi diskutere turen i Kanukokas bestyrelse, og så kan politikerne drøfte, om der er grønlandske borgere, der skal tages hjem, siger Kanukokas formand Martha Abelsen.

Som udgangspunkt undgår kommunerne i dag så vidt muligt at sende flere handicappede borgere til Danmark og forsøger i stedet at tilsvare de danske tilbud i Grønland, oplyser hun.

Men alligevel er enkelte handicappede stadig nødt til at flytte til Danmark, fordi Grønland simpelthen ikke kan tilbyde de rette faglige kompetencer, som den handicappede har brug for.

Besøgene i de danske institutioner har været en meget positiv oplevelse, siger Martha Abelsen.

Turen er et led i evalueringen af kommunernes overtagelse af handicapområdet. Den grønlandske delegation har desuden brugt anledningen til at koordinere samarbejdet med de fire danske kommuner på Sjælland, hvor der fortrinsvist bliver anbragt grønlandske handicappede.