Handicapforening i Qaanaaq glad for rapport: Nu må vi se, om der sker noget
- Jeg regner med, at rapporten vil gavne, og at den gør forholdene for personer med handicap i Qaanaaq bedre. Nu må vi se, om sker forbedringer.
Det siger Korna Nielsen. Hun er formand for handicapforeningen i Qaanaaq.
Der findes ikke opgørelser i Grønland over, hvor mange personer der lever med et handicap.
Derfor ved man heller ikke præcist, hvor mange der lever med et handicap i Qaanaaq og bygder.
I 2019 blev der dog talt 25 personer med vidtgående handicap i Qaanaaq og bygder.
Vidtgående handicap betyder at ens funktionsevne er væsentligt nedsat.
Det kan for eksempel være:
At man ikke kan vaske sig selv, tage tøj på, spise selv og bevæge sig rundt ude og inde.
Det kan også være, at man ikke kan kommunikere og få andre til at forstå det, man vil forklare, eller hvad andre prøver at forklare.
Mandag udkom en rejserapport fra handicaptalsmanden. Den indeholder flere eksempler på kritisable forhold: Sagsbehandlingen er langsom, og personer i kørestole får deres sager behandlet på gaden, fordi der ikke er ramper til kommunekontorerne.
Rapporten er lavet på baggrund af et besøg, som handicaptalsmand Christina Johnsen havde i Qaanaaq i maj. Da mødtes hun med personer med handicap og deres pårørende.
Støtteperson som skal begynde hurtigst muligt venter stadig
Ifølge foreningsformand Korna Nielsen er der allerede blevet skubbet gang i arbejdet med handicappede i Qaanaaq.
Men det går stadig for langsomt.
- Som et eksempel kan jeg fortælle, at socialforvaltningen besluttede sig for at søge om en støtteperson for en person med handicap i starten af september. En støtteperson, som skal begynde så hurtigt så muligt.
LÆS OGSÅ Handicaptalsmandens rejserapport: Personer med handicap føler sig glemt i Qaanaaq
- Men socialforvaltningen er ikke vendt tilbage endnu, selvom de siger de gerne vil ansætte en støtteperson så hurtigt som muligt, siger Korna Nielsen.
Ifølge handicapforeningen vil bestyrelsen diskutere handicaptalsmandens rapport i denne uge.
Foreningen er en ny lokal handicapforening i Qaanaaq, som blev stiftet i juni. I øjeblikket arbejder foreningen på, at der bliver skabt et bofællesskab for personer med handicap og et værested i Qaanaaq.
Borgerne i Qaanaaq har krav på et system der virker
Tilioq og handicaptalsmanden ser da også gerne, at Avannaata Kommunia strammer op med at tilbyde hjælp til personer med handicap i Qaanaaq.
- Borgere med handicap i Qaanaaq har krav på et system, der virker. De har ret til et system, der sikrer, at de får den støtte og hjælp, som de har krav på i forhold til handicaploven. De har ret til at leve et liv på lige fod med alle andre i Qaanaaq.
LÆS OGSÅ For første gang får Qaanaaq besøg af Handicaptalsmanden
- Som det er nu, så er forholdene for personer med handicap vanskelige i Qaanaaq og ikke mindst i bygderne, siger handicaptalsmanden Christina Johnsen.
Tilioq har også snakket med personer med handicap og kommunale medarbejdere i bygderne Siorapaluk og Savissivik, som ligger i nærheden af Qaanaaq.
Læs rapporten her.
Rapporten kommer dybere ind på andre forhold, så som tilgængelighed, kommunal sagsbehandling, børn og unge med særlige behov, beskæftigelse og social udsathed.