Paul Watson-interview: Han er fanget i fangernes land. Ifølge ham er vi allierede
Paul Watson kommer frem foran døråbningen til besøgsrummet og kigger ind. Han er flankeret af to anstaltsbetjente.
Den 73-årige miljøaktivist rækker hånden frem og hilser, hvorefter han skænker sig selv et krus med vand fra automaten ude på gangen, inden han går ind i rummet.
Døren bliver lukket og låst bag ham.
Paul Watson sætter sig på en stol ved bordet med ryggen til Quassussuaq (Lille Malene, red.). Fjeldet fylder hele udsynet på den anden side af tremmerne.
- Jeg har det fint, svarer han, da han bliver spurgt.
Fra sit eget værelse i anstalten kan Paul Watson se ud over fjorden. I løbet af sensommeren så han flere hvaler, fortæller han. Men nu er det blevet for koldt til hvaler.
Det store havpattedyr ender med at fylde en væsentlig del af interviewet. Det er hvalerne, som Paul Watson har dedikeret sit liv til at bevare, og det er et land, hvor man fanger hvaler, han er havnet i.
- Filosofisk er jeg imod at dræbe hvaler, men hele mit liv – de sidste 50 år – har alt, hvad vi har gjort, været at gribe ind mod ulovlige hvalfangstoperationer. Hver eneste gang, pointerer han.
Paul Watson mener ikke selv, at han har lavet aktioner mod lovlig hvalfangst, herunder hvalfangst her i landet – hvor fangsten er en central del af kulturen og traditionen, og har været det i tusinder af år.
Grønland eksporterer ikke hval, som man gør i Japan, der i 2019 genoptog kommerciel hvalfangst. Hvalbøfferne og mattak ryger i stedet i fryseren, sælges på brættet, i butikkerne eller gives til venner og familie.
Hvis du kunne forhindre al form for hvalfangst, ikke kun kommerciel, ville du så gøre det?
- Nej, jeg oprettede Sea Shepherd og den organisation, jeg har nu, for at gribe ind mod ulovlige aktiviteter, svarer Paul Watson.
Så den type hvalfangst, som inuit laver – det er OK, synes du?
- Filosofisk, nej. Men det er lovligt, så jeg griber ikke ind, siger han.
I forbindelse med den globale diskussion om kommerciel hvalfangst har flere miljøorganisationers argument imod en lovliggørelse blandt andet været, at det ville ødelægge grundlaget for hvalfangsten i Grønland. At der ikke ville være nok hvaler tilbage til inuit og andre, der har fanget hvaler i tusinder af år.
Den logik er Paul Watson tilsyneladende enig i.
- Det er derfor, vi er allierede, siger han.
Venter på Danmark
I dag er der gået 124 dage siden 21. juli, hvor Paul Watson blev anholdt på havnen i Nuuk, fordi de japanske myndigheder har udstedt en international arrestordre på ham.
Beslutningen om, hvorvidt han skal udleveres til Japan eller ej, ligger hos Justitsministeriet i Danmark. Næste frist for den beslutning er 2. december, der pudsigt nok er Paul Watsons 74-års fødselsdag.
- De bliver ved med at tage mig i retten og giver mig yderligere 21 dage, igen og igen. De har al dokumentationen, de har alle beviserne. De har bestemt alt, hvad de behøver for at træffe en beslutning, siger han.
Årsagen til, at Japan gerne vil hive canadisk-amerikanske Paul Watson i retten, bunder i en hændelse fra 2010.
Dengang var dyreværnsorganisationen Sea Shepherd Conservation, som Paul Watson var med til at grundlægge og dengang også var leder af, i gang med en kampagne i Antarktis mod Japans kommercielle hvalfangst.
Under en aktion mod japanske hvalfangere kom en af hvalfangerne – ifølge de japanske myndigheder – til skade, da der blev kastet en stinkbombe. Noget Japan vil give Paul Watson 15 år i fængsel for.
Selv mener Paul Watson, at der ikke er hold i anklagerne, og at sagen er kørt helt ud af proportioner.
- Det er en meget lille anklage. Ingen kom til skade, ingen blev såret. Intet blev ødelagt, siger han.
Siden hændelsen i Antarktis er den japanske hvalfangst blevet dømt ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag. Af den grund har de japanske myndigheder set sig sure på Paul Watson, lyder hans egen teori - og derfor har de siden ønsket ham fængslet.
Dine måder at føre aktivisme på er kontroversielle. Tror du, at din sag – at beskytte hvaler og dyr – ville have gavn af at ændre strategi?
- Hver organisation har forskellige strategier eller tilgange til tingene, men jeg synes, vi er meget specifikke i, hvad vi gør – at forhindre ulovlige operationer, siger Paul Watson.
Livet i anstalten
Paul Watsons skjorte matcher det hvide hår og fuldskægget. Om venstre hånd bærer han en sort skinne, som han har haft på lige siden sin anholdelse.
Den søndag tilbage i juli lagde han og skibet MV John Paul DeJoria egentlig bare til kaj i Nuuk for at tanke. Men i stedet gik politiet om bord og anholdte ham.
- Jeg syntes, de var lidt ubehøvlede. De trak mig bare op af stolen og satte håndjern på mig, siger Paul Watson og tager sig til hånden.
I anstalten deler Paul Watson køkken og fællesrum med omkring ti andre personer, fortæller han.
- De er alle herfra, undtagen mig. Alle er meget venlige. Meget høflige.
Han synes, at Grønland og anstalten er “fin nok”, nu hvor tingene ikke kan være anerledes.
- Jeg forstår bare ikke, hvorfor der ikke er nogen, der kan tage en beslutning, siger han.
Under det seneste retsmøde i Nuuk 13. november fortalte dommeren, at den danske justitsminister havde haft Watson-sagen liggende på sit bord i tre uger.
En afgørelse må derfor snart falde, lød håbet fra dommerstolen. Indtil da må Paul Watson vente i anstalten.
Ti minutter om ugen af ventetiden bruger han på at tale med sine to børn, der bor i Frankrig, over videoopkald.
Derudover svarer han på breve – over 3000 har han fået fra hele verden, siger han. Han læser også bøger, skriver bøger – og laver mad. Paul Watson har godt spottet, at man også kan få sæl og hvalkød. Men det holder han sig dog fra.
- Jeg får ret mange frosne grøntsager, fortæller han.
Hvis det ender med Japan
Interviewet er ved at være slut. Før der trykkes på knappen, der tilkalder vagterne, sætter Paul Watson ord på udsigterne til at blive løsladt.
- Jeg har ingen idé. Det giver ikke mening for mig. De (Justitsministeriet, red.) har al den information, de behøver, og kriterierne for udlevering til Japan kan ikke opfyldes. Det er en for lille anklage. Den er 14 år gammel, siger han.
Det hele drejer sig om politik, tror han.
- De (Danmark, red.) har ikke lyst til at fornærme Japan, siger han.
Hvad hvis det ender med, at du bliver overdraget til de japanske myndigheder?
- Så går sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Det går til FN. Det går til mange regeringer, der er meget interesserede i det her, lyder svaret.
