Døgnrapport: Hærværk på container og færdselsuheld i Nuussuaq

Fredag morgen oplyser politiet, at de har modtaget en anmeldelse om brand fra Nuussuaq, hvor de søger vidner. Ydermere er en taxachauffør kørt galt torsdag formiddag.
Politiet søger vidner, efter en pulverslukker er blevet affyret i en container i Nuussuaq tidligt fredag morgen. Foto © : Kalaallit Nunaanni Politiit / Grønlands Politi
03. november 2023 13:31

Fredag morgen klokken 06:29 modtog Grønlands Politi en anmeldelse om røgudvikling fra en container i bydelen Nuussuaq i Nuuk. Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Ole Hald.

- Der ser ud til at være røgudvikling fra en container, men det viser sig, at en pulverslukker er blevet fyret af inde i containeren. Derfor ser vi det som hærværk, siger vagtchefen.

To unge mænd er set løbe fra stedet, men politiet er på bar bund i sagen, derfor beder de nu offentligheden om hjælp.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, hvis de har set de to unge løbe fra stedet, siger Ole Hald.

Taxachauffør i uheld

Udover brandanmeldelsen fortæller vagtchefen også, at der har været et færdselsuheld ved en adresse i bydelen Nuussuaq i går formiddags.

- Uheldet er et solouheld, hvor en taxa med to personer i er kørt ud over en skrænt ved vejen på Narsaviq, fortæller Ole Hald.

Bilen har rullet ned af skrænten, og de to personer blev efter uheldet kørt på skadestuen, hvor de blev undersøgt, og meldingen fra vagtchefen her dagen efter er, at de begge to er sluppet uden skader, og de er begge i god behold.