Hærværk og indbrud har ramt Qaqortoq

Natten til fredag har Grønlands Politi modtaget flere anmeldelser om hærværk og indbrud i Qaqortoq.
Der har været flere indbrud og hærværksepisoder i Qaqortoq natten til fredag Foto © : Kalaallit Nunaanni Politiit / Grønlands Politi
18. august 2023 10:52

Natten til fredag har Qaqortoq været udsat for en stribe indbrud og hærværk, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Thomas Ottesen fredag morgen.

Indbruddene er gået ud over to butikker i byen, hvor gerningsmændene er lykkedes med at få tyvekoster med fra stederne. Hvad der helt præcist er blevet taget, arbejder politiet fredag morgen på at få overblik over.

I løbet af natten har to andre virksomheder og et hjem i byen også været udsat for hærværk. I de tre tilfælde er der tale om knuste ruder.

Sammenfald i tidsrum

Anmeldelserne om episoderne er kommet i løbet af natten samt her til morgen, når folk er mødt på arbejde, oplyser vagtchefen. Derfor arbejder politiet lige nu med et scenarie om samme gerningsmand.

- Vi har en formodning om, at der måske er tale om den eller de samme gerningsmænd, fordi hændelserne er sket indenfor samme tidsrum, siger vagtchef Thomas Ottesen.

Han opfordrer derfor befolkningen til at holde øje og melde det, hvis de ved noget.

- Hvis der er nogen, der ved noget, så vil vi selvfølgelig meget gerne vide det, siger vagtchefen.

Du kan kontakte Grønlands Politi på telefonnummer 70 14 48, hvis du har oplysninger i sagen.