Højesteret i USA godkender Trumps indrejseforbud

Den amerikanske højesteret har godkendt præsident Trumps indrejseforbud gældende statsborgere fra seks lande.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
05. december 2017 07:46

USA's højesteret har mandag godkendt en midlertidig indførelse af det indrejseforbud, som præsident Donald Trump i begyndelsen af året forsøgte at indføre.

Det på trods af, at forbuddet fortsat er under behandling ved lavere retsinstanser.

Forbuddet er rettet mod borgere fra otte bestemte lande - Tchad, Iran, Libyen, Somalia, Syrien, Yemen, Nordkorea og Venezuela-

Indrejseforbuddet blev efter udstedelsen i januar underkendt af flere mindre retsinstanser, hvorefter det blev ændret - og i september blev det fornyet i en tredje version.

Flere retskendelser kalder indrejseforbuddet mod landene, der har overvejende muslimsk befolkning, for forfatningsstridig og diskriminerende.

I den californiske by San Francisco og i Richmond i delstaten Virginia er sagen fortsat under behandling.

I højesteretskendelsen siger dommerne imidlertid, at retningslinjerne kan træde i kraft, mens indrejseforbuddet behandles i det amerikanske retsvæsen.

Godkendelsen skete med syv stemmer for og to stemmer imod.

Højesteret godkendte tilbage i juni den daværende version af forbuddet med det forbehold, at det ikke gjaldt personer med en særlig tilknytning til USA i form af familie, studier eller arbejde.

/ritzau/