Håndboldherrerne taber til dansk U-21 hold

Grønland spillede flere gange op med det danske U-21 landshold, som man mødte hele tre gange i en venskabsturnering i Nuuk.
Foto © : GHF.gl
14. juni 2015 17:43

Det endte med tre nederlag ud af tre mulige for det grønlandske landshold i håndbold under venskabsturneringen i Nuuk, der sluttede søndag.

Landsholdet tabte søndag med 25-23 til det danske U-21 landshold, som holdet har mødt hele tre gange i turneringen. Grønland førte ellers 10-9 ved pausen, men danskernes fysik blev udslagsgivende i anden halvleg.

Det er anden gang i turneringen, at Grønland stort set spiller op med de danske U-21 landshold. I første kamp tabte man kun knebent 26-28, selvom Grønland førte 15-11 ved pausen.

Træner: Danskerne har fået stor respekt
Og det godt gået, mener landsholdets assisterende landstræner, Ingi Olsen.

- Det er helt utrolig godt. Hvis man kunne beregne, hvem der har brugt flest kræfter og spiller med mest hjerte, så er der ikke to meninger om det. Jeg tror, at danskerne har fået meget stor respekt for det grønlandske hold, hvis de ikke havde det før, siger han.

De to hold mødte også hinanden lørdag. Her kunne Grønland dog ikke følge med. Danskerne vandt klart efter at have ført kampen hele vejen igennem. Slutresultat lød 34-26. Topscorer i kampen for Grønland blev Minik Dahl Høegh, der scorede ni mål.

Der skal flere muskler på kroppen
Venskabsturneringen er forberedelse til næste forårs kvalifikationskampe til de panamerikanske mesterskaber. Hvis Grønland skal kvalificere sig, så skal der flere muskler på kroppene, vurderer Ingi Olsen efter de netop overståede kamp.

- Det er meget vigtigt, at vi får bygget noget vægt på kroppen af de spillere, der kommer fra Grønland. Dem der bor i Danmark har jo kiloene i orden - De kommer jo ikke på holdet, hvis de ikke træner rigtigt. Vi skal have skabt nogle stærkere spiller, siger han.