Håber på total genåbning til september – men mange flere skal vaccineres
En total genåbning af Grønland, hvor der ikke længere er begrænsninger på indrejse, kan blive til virkelighed i august eller september.
Det er i hvert fald forhåbningen ifølge den nye formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede.
Der er dog et men: En total genåbning afhænger af, hvor mange der lader sig vaccinere mod corona.
- Til august eller september håber vi at åbne mere – men det kommer helt an på, hvor mange der har fået vaccine, siger han.
Grønland: 12,5 procent har fået det første stik.
7,5 procent er færdigvaccineret.
80 procent har ikke modtaget det første stik endnu endnu.
Danmark: 22,4 procent har har fået det første stik.
11 procent er færdigvaccineret.
78 procent har ikke fået det første stik endnu.
I dag har Naalakkersuisut åbnet for, at 600 kan rejse ind i landet fra på mandag uden at søge om godkendelse gennem Coronasekretariatet.
Som indrejsende skal man stadigvæk aflevere en Sumut-blanket, lade sig teste i Danmark senest 72 timer inden rejse til Grønland og gå i karantæne i fem dage efter ankomst.
En total genåbning må dog vente til efter sommerferien. Og den afhænger altså fuldstændig af, hvor mange der lader sig vaccinere.
Der er for mange ubeskyttede
Lige nu har 8.867 i alt fået det første stik. 5.572 er færdigvaccinerede. Og ifølge landslæge Henrik L. Hansen er målet, at alle over 50 skal være vaccineret.
Danmark arbejder efter den samme milepæl – og også i den sydlige del af Rigsfællesskabet er planen også en genåbning, når alle over 50 er vaccinerede.
- Som det ser ud lige nu, er vi færdige med at vaccinere til august. Men der er vekslende tilslutning til vaccinationerne. Vi har lige været i Sydgrønland, og der var der kun to ud af tre, der tog mod tilbuddet. Derfor er mange ubeskyttede, og det er ikke godt nok, hvis vi skal være sikrede mod et udbrud, siger han.
LÆS OGSÅ Slut med at søge om tilladelse: Grønland åbner igen
- Andre steder har tilslutningen være bedre. I Ittoqqortoormiit takkede ni ud af 10 ja til at blive vaccineret.
- Flest mulige skal vaccineres. Det er det næst store skridt til genåbning af samfundet.
Men hvis ansvar er det, at flest muligt bliver vaccineret?
- Det er den enkeltes ansvar at lade sig vaccinere. Men det har betydning for hele samfundet, at man lader sig vaccinere. Når vi rådgiver Naalakkersuisut om indrejse i for eksempel Nord- og Østgrønland, så beror det på antallet af vaccinerede, siger Henrik L. Hansen.
Så nu skal der fart på kanylerne.
- I maj forventer vi store mængder vacciner og endnu flere i juni, siger landslægen.
Indtil nu har dem, der er 65 år og derover fået tilbud stik i de større byer. I byer og bygder, hvor adgangen er vanskelig, er der også blevet tilbudt vaccine til dem, der er over 18 år.
Næste stop er Tasiilaq og nord for Ilulissat. Derefter følger andet stik og resten af de større byer.