Håb om grønlandsk præst i Danmark

Den nye regering er villig til at betale for en grønlandsk præst i Danmark. Det skriver Kristeligt Dagblad i dag.
Skrevet af Martine Lind Krebs
11. oktober 2011 06:14

Aleqa Hammond siger til bladet, at Helle Thorning-Schmidt lovet, at præsten kommer på den nye finanslov, som ventes fremlagt om få uger. 

Debatten om den grønlandske præst i Danmark blussede op, da Naalakkersuisut i 2010 ville fjerne posten fra finansloven med virkning fra 2011. Planerne blev siden droppet, men Jens Kristian Kleist, som besidder præstestillingen i Danmark, må i dag kun varetage opgaver for de grønlændere, der er på tvungent ophold i Danmark.

Hvis grønlændere, der opholder sig frivilligt i Danmark, ønsker et bryllup, konfirmation eller begravelse holdt på grønlandsk, skal de søge om særlig tilladelse til det.

- Tidligere rejste præsten mere rundt og holdt kirkelige handlinger, men systemet er blevet meget mere bureaukratisk. Måske kunne en dansk finansiering gøre ordningen mere smidig, siger Bitha Metelmann, formanden for fællesorganisationen Inuit, til Kristeligt Dagblad. 

Den tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan den kirkelige betjening af grønlændere i Danmark kunne forbedres.

Det er flere måneder siden, at arbejdsgruppen afsluttede sit arbejde, men Kirkeministeriet har ikke ønsket at oplyse, hvad konklusionerne blev.