GUX Nuuk tager kampen op mod frafald

Når hver anden gymnasieelev falder fra i gymnasiet, er det selvsagt en hovedpine for politikere, rektorer, gymnasielærere og eleverne selv. Derfor satte Mikael Enggaard, rektor på GUX Nuuk, for to år siden en undersøgelse i gang. Han ville finde ud af, hvordan man kommer frafaldet til livs.
Hver anden gymnasieelev kommer ikke igennem uddannelsen. Det vil GUX Nuuk lave om på.
Skrevet af Mette Wallach
06. december 2018 12:57

- Jeg og alle andre manglede en masse viden om, hvad der præcis er årsagen til frafald på de grønlandske gymnasier, siger Mikael Enggaard om opstarten på undersøgelsen, der mundede ud i rapporten 'Jeg vil ikke give op mere', der udkom sidste år, og som er udarbejdet af sociolog Naja Sano.

LÆS OGSÅ GUX vil undersøge hvorfor eleverne falder fra

Rapporten beskriver de mulige årsager til frafald, og så kommer den med en række anbefalinger, som Mikael Enggaard har taget til sig:

- Vi har arbejdet i to spor. Det første er et vejledningsspor og det andet er et mere fagligt spor, siger Mikael Enggaard og fortæller, at i vejledningssporet har GUX Nuuk blandt andet opjusteret antallet af kollegiemedarbejdere og ansat en psykoterapeut på fuld tid.

Derudover er skolens karrierevejledere begyndt at arbejde mere strategisk med især de ældste elevers videreuddannelsesdrømme, så de rent faktisk også videreuddanner sig efter gymnasiet.

- Hvilket jo er hele formålet med gymnasiet kan man sige, siger Mikael Enggaard.

LÆS OGSÅ Flere gymnasieelever får huen trods stort frafald

Ekstraundervisning og teambuilding

I forhold til faglighedssporet er GUX Nuuk begyndt at tilbyde eleverne lektiecafeer, ekstra dansk- og matematikundervisning og skrivedage:

- Det er de væsentligste faglige ting vi arbejder med, siger Mikael Enggaard.

Herudover arbejder GUX Nuuk også ud fra et mere værdimæssigt spor, fortæller han:

- Fordi vi også oplevede i frafaldsrapporten, at det med elevtrivslen også handler om, hvad der foregår på kryds og tværs af klassen og i forhold til fællesskabet på skolen, siger han og fortæller, at 1.g-klasserne blandt andet har haft besøg af studenterrådgivningen, som har lavet teambuildingsøvelser, og så har skolen indført flere sociale arrangementer, hvor lærerne bruger tid med eleverne udover undervisningen.

Rapporten blev færdig sidste år - og har initiativerne så virket?

- Det går langsomt den rigtige vej, men det er jo ikke noget, man sådan lige løser fra den ene dag til den anden, siger Mikael Enggaard.