Grundlovsdebatten blusser op igen

Grønland skal have sin egen grundlov, det har både Inuit Ataqatigiit, Partii Naleraq og Jens Immanuelsen fra Siumut stillet forslag om. Hvis det står til dem, skal Naalakkersuisut senest i slutningen af næste år nedsætte en grundlovsforberedende kommission.
Foto © : Ane-Marie Petersen
Skrevet af Jonas Fievé
12. oktober 2015 16:10

Begge partier i oppositionen og Jens Immanuelsen fra Siumut har stillet forslag om, at der skal nedsættes en Grundlovsforberedende kommission.

- Nu er det på tide at nedsætte en grundlovsforberedende kommission, også fordi muligheden allerede er til stede i selvstyreloven. Derfor mener vi også, at medlemmerne i kommissionen kun skal være grønlændere, som skal afdække de muligheder, der er ved en grundlov her i landet, siger Jens Immanuelsen fra Siumut.

Kan spare på administrationen

Han mener også, at en grønlandsk grundlov vil gøre administrationen meget lettere og billigere, end det er i dag.  

- Man skal tænke på, at det allerede er dyrt i dag, ikke kun fordi vi er et dobbeltsproget land. Et godt eksempel er sagen om Pituffik. Her måtte vi hele tiden spørge, hvem der har ansvaret i stedet for at gøre tingene, som vi gerne vil have det. Det skal være slut nu, vi vil gøre, hvad der passer os.

Et vigtigt fundament

Tilbage i efterårssamlingen i 2011 besluttede et enigt Inatsisartut, at Naalakkersuisut skulle udarbejde en redegørelse, som skulle danne grundlag for en grundlovforderedende kommission. Arbejdet begyndte i 2013, og blev videreført efter valget i 2014 af den nye regering. Det er det arbejde, der skal gøres færdigt uanset omkostningerne.     

- Selvom det vil koste mange penge, skal vi have selvstændighed. Man kan sige, at vi er igang med at bygge grundfundamentet til vores eget hjem. Derfor kan man ikke går udenom en vigtig investering, som skal afdække, hvad der er behov for, fortæller Aqqaluaq B. Egede fra IA.

Per Rosing-Petersen fra Partii Nalaraq mener også, at det er på tide med en grønlandsk grundlov, og det kan ikke gå hurtigt nok.

- Nu er der gået 300 år, hvor vi er underlagt en andet nation. Nu behøver vi ikke engang at spørge om lov for at få vores egen grundlov. Til gengæld kan man spørge, om der er andre muligheder? I følge min overbevisning er det på tide at debattere emnet nu, siger Per Rosing-Petersen.

Førstebahandlingen finder sted i morgen.