Grønlandsudvalg på inspirationstur til Sydgrønland
Folketingets Grønlandsudvalg besøger i disse dage Sydgrønland.
Hvert andet år rejser politikerne i udvalget nemlig på rejse til Grønland for at lære mere om landet.
- Formålet med Grønlandsudvalgets besøg i Grønland er altid, at udvalgsmedlemmerne bliver klogere på de områder, de er med til at lave lovgivning omkring, siger Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam, der er formand for Grønlandsudvalget.
Det er 12 ud af udvalgets 29 medlemmer, der i år besøger Narsaq, Qaqortoq og Qassiarsuk.
Her skal politikerne blandt andet besøge et fåreholdersted, besøge den nye folkeskole i Narsaq og lære mere om lokale virksomheder.
Grønlandsudvalget har tidligere rejst til blandt andet Østgrønland, Nuuk, Ilulissat, Qaanaaq, Uummannaq og Kangerlussuaq.
Derfor er borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA), glad for at valget i år er faldet på Sydgrønland.
- Det er rigtig dejligt, at de vil besøge Sydgrønland, og jeg er oprigtigt glad for, at de også vil mødes med borgerne til kaffemik, siger hun.
En øjenåbner
Ifølge rådets formand, Aki-Matilda Høegh-Dam, er det vigtigt, at folketingspolitikerne får mere viden om hele Grønland.
For der er forskellige levevilkår og udfordringer alt efter, hvor i landet man bor. Hvor der i Nordgrønland er mere fokus på isbjørne- og narhvalsfangst, handler Sydgrønland i højere grad om fårholderrig og landbrug, fremhæver Aki-Matilda Høegh-Dam.
Og med tanke på, at de danske politikere fortsat laver lovgivning for en lang række områder i Grønland, er det vigtigt, at de også kender til de forskellige former for hverdag, siger hun.
- Det er vigtigt, at Grønlandsudvalget får set så meget af landet som muligt for også at kunne perspektivere, at man ikke bare kan lave én lov, der passer til hele Grønland, men at man også må omfavne landets forskellige regioner.
Derfor håber hun, at de danske politikere får talt så meget som muligt med lokalbefolkningen.
- Det er en unik mulighed for medlemmerne af udvalget, men det er også en god mulighed for beboerne i Sydgrønland at kunne komme med det, de har på hjertet, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Stine Egede håber, at folketingspolitikernes besøg vil betyde mere samarbejde i fremtiden.
Hun fremhæver, at virksomheden Foodlab Kujataa, som formidler madkultur i Sydgrønland, eksempelvis fik tildelt 4 millioner kroner fra den nordatlantiske pulje i den danske finanslov for 2024.
- Jeg håber virkelig, at de får noget inspiration og ser mulighederne, der er i Sydgrønland. Vi har i mange år talt om mulighederne i Sydgrønland, men udviklingen går måske for langsom i forhold til resten af Grønland. Så jeg håber, besøget bliver en større øjenåbner, siger Stine Egede.
Folketingspolitikerne besøger Sydgrønland i en uge fra 27. august til 3. september. Rejsen er budgetteret til at koste 750.000 kroner.