Grønlandsk håndbold drømmer om mere VM i fremtiden
Antallet af deltagere ved grønlandsmesterskaber i hånbold taler deres tydelige sprog; grønlandsk håndbold har set bedre dage.
Slutrunder i grønlandsmesterskaber for seniorer blev afviklet med otte hold, der kom med efter kvalifikationskampe.
Nu søsætter håndboldforbundet TAAK en strategi, der atter skal fylde sportshaller med håndboldspillere. Bestyrelsesmedlemmer fra kysten har været med til at samle oplysninger om klubbernes udfordringer.
- Og der konstaterer vi, at der mangler frivillige, ledere og trænere ude lokalt. Og det vil vi gerne hjælpe med, så vi vil igangsætte tiltag så hurtigt som muligt, siger konsulent for TAAK Jakob Larsen til KNR.
Målsætningen lyder nu på, at der skal uddannes 60 nye håndboldtrænere i løbet af de næste to år.
Færøske rollemodeller
Den langsigtede målsætning med flere håndboldspillere er at komme med til flere VM-slutrunder og dermed skabe rollemodeller for fremtidens håndboldspillere.
- Der går jo nogen år, inden det blomstrer. Hvis vi kigger på den færøske model, hvor man for 10 til 12 år siden begyndte at arbejde med de helt unge – det vil sige dem fra otte, ni, ti år og opefter – der ser man jo høsten af det nu, siger Jakob Larsen.
Han henviser til de færøske håndboldherrer, der i starten af 2024 spillede sensationelt uafgjort mod Norge ved Europamesterskaber, og deres håndboldkvinder, der spillede uafgjort mod Kroatien ved Europamesterskaber i december.
- Jeg forventer, at hvis vi kan ramme en bred masse af børn og unge ude på kysten og selvfølgelig også i Nuuk, så vil vi øge antallet af medlemmer fra det nuværende 1.400 til forhåbentlig et par tusinde om et år, siger Jakob Larsen.
- Og når vi har flere, der spiller håndbold, så kan vi have så stor bredde, at vores spillere kan kvalificere sig til VM også i fremtiden, slutter Jakob Larsen.