Politiets døgnrapport: Grønlands Politi måtte rykke ud til en del berusere
Der har været meldt om del alkoholrelateret uro forskellige steder i Grønland natten til søndag.
Det oplyser Grønlands Politi til KNR.
I Aasiaat blev der søndag morgen klokken lidt over 9.30 anmeldt et tyveri i hallens fitnesscenter.
- Anmelder oplyser at der har været indbrud og at nogle gerningsmænd havde ødelagt hoveddøren. Der har været noget overvågning på stedet, derfor har man en mistænkt fra politiets side, og der bliver foretaget efterforskning i sagen, siger vagtchef ved Grønlands Politi Thomas Jeppesen til KNR.
Derudover melder han om, at politiet har haft travlt med alkoholrelaterede sager rundt omkring på kysten, både i Nuuk men også i andre byer.
I Nuussuaq i Nuuk legede nogle børn ude på altanen i deres blok, hvor der opstod en mindre brand. Men branden var slukket da politiet ankom til stedet omkring klokken 23.30.
På Hotel Nordbo i Radiofjeldet i Nuuk blev der meldt om en grydebrand, hvor noget madolie var brudt i brand, der så havde spredt sig til emhætten.
- Der havde været en del røgudvikling, hvorfor to beboere blev kørt til hospitalet til behandling. Derudover blev alle beboere på opgangen evakueret, siger Thomas Jeppesen.
Der blev meldt brand klokken 02.13.
SAR-redning ved Qaqortoq
En Saga 7000-båd med 15 passagerer oplevede kvart i seks søndag morgen motorstop, hvorpå Grønlands Politi sejlede ud i deres egen båd i en redningsaktion.
- Der kommer en anmeldelse klokken 05.45 om at de har brug for assistance, altså politiets hjælp. Så opretter man en SAR og politiet sejler ud fra Qaqortoq og foretager redning af 15 passagerer. Alle er uskadt og er kommet tilbage til Qaqortoq med politiets hjælp, siger vagtchef ved Grønlands Politi Thomas Jeppesen til KNR.
Derudover melder politiet om at der fortsat ingen telefonforbindelse er til bygden Nuussuaq ved Upernavik:
- Tusass arbejder på sagen og der kommer en ny udmelding i morgen mandag d. 15.juni, skriver Grønlands Politi på deres Facebookside.