Grønland og USA kigger fremad efter årligt møde
Det årlige møde mellem Grønland, USA og Danmark i Joint Committee (Det Fælles Udvalg, red.), der fandt sted mandag, er nu vel overstået.
Det skriver Departementet for Udenrigsanliggender i en fælleserklæring efter mødet.
- På dette års møde genbekræftede vi vores engagement i et stærkt og fremadrettet forhold baseret på gensidig respekt og forankret i fælles interesser og praktisk samarbejde. Vi drøftede prioriteter for det fortsatte samarbejde på områder af fælles interesse.
- USA og Grønland ser frem til at bygge videre på dette momentum i året der kommer, og til fortsat at styrke de bånd, der understøtter en sikker og fremgangsrig arktisk region, står der i pressemeddelelsen.
Joint Committee håndterer civile spørgsmål og samarbejde mellem Grønland og USA. Det årlige møde afholdes på embedsmandsniveau mellem naalakkersuisut og den amerikanske regering. Også embedsfolk fra den danske regering deltog.
Udvalget blev etableret under Igaliku-aftalen fra 2004 og understøtter den løbende dialog mellem regeringerne i USA og Grønland.