Greenland Resources bliver privat

18. december 2006 17:44

Samtlige medarbejdere i det hjemmestyreejede Greenland Resources bliver nu medejere af deres arbejdsplads. Medarbejderne har sammen med Greenland Venture og RC Entreprenørservice købt selskabets logistik og konsulentaktiviteter.

De nye investorer overtager pr. 1. januar navnet og alle Greenland Resources aktiviteter - bortset fra selskabets ejendomme, aktieandele i Greenland Contractors og Bygeherrerådgivningsafdelingen i København. Den sidste afdeling nedlægges, når vandkraftværket i Qorlortorsuaq er færdiggjort. Det gamle firma ændrer fra årsskiftet navn til Inuit Service Company og videreføres med Steffen Ulrich-Lynge som direktør og Vagn Andersen som formand.

Det nye Greenland Resources får geolog Johannes Kyed som administrerende direktør, mens den hidtige direktør, Ole Ramlau-Hansen fortsætter som bestyrelsesformand og seniorkonsulent.