Værested for børn og unge i Sisimiut inviterer til åbningsfest

Søndag 26. oktober åbner værestedet Meeqqat Toqqissillutik Ornittagaat (MTO) i Sisimiut.
I den forbindelse inviterer MTO alle borger i byen til åbningsfest.
På åbningsdagen vil der – udover kage, saft og kaffe – være underholdning og taler fra borgmester Malik Berthelsen (S) og Børnetalsperson Stina Sværd.
Værestedet er blevet til i samarbejde med Qeqqata Kommunia, den grønlandske boligadministration INI, projektet Børnedemokrati og foreningen Østifterne.
Formålet med Meeqqat Toqqissillutik Ornittagaat er at give børn og unge et sted, hvor de kan komme og få dækket basale behov, som mad og tryghed, står der på INI’s hjemmeside.
Samtidig skal det være et sted, hvor det er sjovt at være:
- Dette suppleres med et stærkt fokus på fremtidsrettede aktiviteter såsom lektiehjælp, sprogundervisning, kreative aktiviteter, natur- og kulturoplevelser eller andet, som husets børn og unge vurderer der er behov for.
Alt det kan man altså høre meget mere om 26. oktober klokken 15 til åbningsfesten. Invitationen kan man blandt andet finde på værestedets egen facebookside.
- Vi glæder os til at fejre dagen sammen med hele byen og håber, at mange vil komme og være med til at markere begyndelsen på dette nye kapitel for børn og unge i Sisimiut, lyder det fra MTO i en pressemeddelelse.