Kvanefjeld: Greenland Minerals håber på at åbne mine i 2021

Selskabet Greenland Minerals and Energy - GME - håber på at åbne sin mine i Sydgrønland i 2021. Det oplyser selskabet i sit nyhedsbrev.
20. september 2018 13:02

I begyndelsen af september kunne vi her på KNR fortælle, at Greenland Minerals and Energy efter to et halvt års arbejde har afleveret de såkaldte VVM- og VSB-rapporter til de grønlandske myndigheder. Rapporterne belyser konsekvenserne for miljø og samfund, hvis Kvanefjeldsprojektet bliver en realitet.

Selskabet trådte med indleveringen af de to rapporter et par skridt nærmere deres endelige mål, som er udvinding af råstoffer ved Kuannersuit, Kvanefjeldet. Det kræver dog, at Selvstyret godkender rapporterne.

LÆS OGSÅ GME har afleveret vigtige rapporter om Kvanefjeldsprojektet

Og GME ser lyst på fremtiden. I det seneste nyhedsbrev fra det australskbaserede selskab fortæller de, at minen potentielt kan åbne i 2021.

- Med hjælp fra Shenghe Resources, en kæmpe kinesisk spiller indenfor sjældne jordarter, forventer vi, at Greenland Minerals kan bevæge sig hen mod et opdateret feasibility-studie af projektet indenfor det næste år eller lignende, med en potentiel opstart for minen i 2021.

De tidligere feasibility-studier, altså undersøgelser af, om en mine er økonomisk rentabel viser, at der kan udvindes råstoffer fra minen ved Kvanefjeld i 37 år.

GME har arbejdet på Kvanefjeldsprojektet siden 2007. I slutningen af 2016 opkøbte kinesiske Shenghe Resources 12,5 procent af selskabet.

Den kinesiske investor vakte stor debat, da der blev spekuleret i, om kineserne havde fået en option på at opkøbe flere aktier i GME på et senere tidspunkt. Det blev dog afvist af GME.

LÆS OGSÅ Aftale med Shenghe er godkendt