GME har afleveret vigtige rapporter om Kvanefjeldsprojektet
Ifølge det australske medie The West Australien har GME afleveret en opdateret VVM-redegørelse om de miljømæssige konsekvenser af mineprojektet på Kuannersuit - Kvanefjeldet. Og det bekræfter CSR-direktør i GME, Johannes Kyed overfor KNR:
- VVM- og VSB rapporterne er nu indleveret, efter at de har været to et halvt år undervejs, siger Johannes Kyed.
CSR-direktøren forklarer, at GME i dialog med myndighederne har brugt de seneste to et halvt år på at færdiggøre de to rapporter, der belyser dels de miljømæssige konsekvenser af mineprojekter samt de samfundsmæssige konsekvenser.
GME har tidligere oplyst, at rapporterne blev indleveret første gang i december 2015, og siden har selskabet arbejdet på at få rapporterne til at leve op til myndighedernes krav.
- Der har været forskellige aspekter, der krævede uddybning både med hensyn til miljømæssige konsekvenser og med hensyn til de samfundsmæssige konsekvenser, siger Johannes Kyed.
LÆS OGSÅ Rapport om uranmine alligevel ikke helt godkendt
Myndighederne skal nu vurdere rapporterne igen, hvorefter der skal foretages en offentlig høring. Afleveringen af rapporterne er ifølge selskabet et vigtigt skridt på vejen mod en endelig ansøgning om udvindingstilladelse.
Mineprojektet er til stadighed genstand for stor debat i offentligheden, da uran kan udvindes som biprodukt i minen.
LÆS OGSÅ GME-direktør afviser kritik af VVM-kladde