Greenland Minerals er kede af naalakkersuisuts bombe-aflysning

På grund af en bombetrussel har naalakkersuisut meldt afbud til borgermøder om Kuannersuit i Sydgrønland i denne uge.
Minen skal ligge bare cirka seks kilometer fra Narsaq, og på fredag starter de borgermøder, som er en meget vigtig del af processen frem mod en eventuel endelig udvindingstilladelse for Greenland Minerals. 
Skrevet af Christine Hyldal
01. februar 2021 16:03

- Vi er kede af den situation, der er opstået.

Det siger Jørn Skov Nielsen, der er direktør i Greenland Minerals. 

Selskabet står bag det kontroversielle projekt, hvor det vil udvinde sjældne jordarter og uran i en åben mine ved Kuannersuit i Sydgrønland.

LÆS OGSÅ Politiet garanterer fuld sikkerhed om borgermøder i Sydgrønland

 

Fakta om Kuannersuit-projektet:

 

  • Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
  • Det vil være en åben mine i 700 meters højde.
  • Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
  • Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
  • Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
  • Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
  • På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).

Kilde: Grønlands Naturinstitut & Nationalt Center for Miljø og Energi, VSB-rapport.

Minen skal ligge bare cirka seks kilometer fra Narsaq, og på fredag starter de borgermøder, som er en meget vigtig del af processen frem mod en eventuel endelig udvindingstilladelse for Greenland Minerals. 

Skal nok stille op

Det var egentlig meningen, at naalakkersuisut skulle deltage i borgermøderne. Men i fredags blev der meldt afbud. 

Grunden er, at der ifølge naalakkersuisut har været trusler mod dem om bomber og anvendelse af våben i forbindelse med møderne. Derfor er det nu kun embedsmænd og så naturligvis Greenland Minerals selv, der vil fortælle om projektet på borgermøderne – og altså ikke de ansvarlige i naalakkersuisut.

LÆS OGSÅ Ekspert: Kontroversielle Kuannersuit får sprækkerne til at åbne sig i Siumut

Og det ærgrer Greenland Minerals. 

- Vi har set frem til sammen med Naalakkersuisut at deltage i borgermøderne. Vi håber, at der snart kan findes et andet tidspunkt, hvor Naalakkersuisut har mulighed for at deltage, for så stiller vi naturligvis op, siger Jørn Skov Nielsen i et skriftligt svar til KNR. 

- Vi stiller også op til de planlagte møder i februar i den form, som Naalakkersuisut måtte ønske. 

Politisk polemik om borgermøder

Pludselig foreslog Siumut i sidste uge, at borgermøderne skal udsættes, selv om Siumut selv har været fortaler for mineprojektet i årevis. 

Hvis borgermøderne bliver udsat, bliver hele processen frem til en eventuel endelig udvindingstilladelse til Greenland Minerals trukket ud. 

Og det har fået samarbejdet i naalakkersuisut til at slå meget dybe revner. 

LÆS OGSÅ Miljøordfører om CO2-udledning ved Kuannersuit: Bare en lille prik

Fredag var Naalakkersuisoq for erhverv og formand for demokraterne, Jens Frederik Nielsen, i studiet i Qanarooq. Her slog han fast med syvtommer søm, at der er brug for afklaring i Siumut.

- Vi mener at vi bør kunne stole på vores samarbejdspartnere for at kunne lede en stabil regering. Og nu er der tydeligvis uenighed internt i Siumut omkring dette spørgsmål. Og det følger vi naturligvis nøje med i, og der er dialoger i gang også imellem partierne, sagde han.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Siumuts formand, Erik Jensen. Det har ikke været muligt. 

 

Herunder kan du se tid og sted for borgermøderne:

Foto © : borgermøder