Greenland Energy-investorer håber på en 'Trump pump'

Aktionærer i Greenland Energy taler åbent om, hvordan ledelsens forbindelser og USA's interesse for Grønland kan blive en gevinst for olieprojektet ved Jameson Land i en offentlig gruppechat.
Et medlem af gruppen, 'steve phillips', giver sit besyv på selskabets fremtidsudsigter. Foto © : Privat foto: KNR
Skrevet af Isak Hüllert
27. juni 2026 08:53

Investorer i Greenland Energy betragter Donald Trumps fiksering på Grønland som en booster for det amerikanske olieselskab.

I en offentlig Telegram-gruppe med knap 200 medlemmer fryder aktionærer sig åbent over, hvor meget Donald Trump, hans særlige udsending Jeff Landry og tv-værten Dr. Phil vil gavne olieprojektet ved Jameson Land i Østgrønland.

I gruppen deles blandt andet et skærmbillede af en privat besked fra bestyrelsesformand Larry G. Swets, Jr., hvor han skriver, at folk i Trump-lejren ‘følger udviklingen meget nøje.’

I samme samtale funderer bestyrelsesformanden og et andet medlem af gruppen over, om den amerikanske administration kunne købe sig ind i virksomheden. 

Et hyppigt samtaleemne blandt gruppens medlemmer er, om en såkaldt 'Trump pump' – at USA’s præsident nævner olieprojektet – er på vej.

De fleste virker overbeviste om, at den dag kan komme, når som helst. 

Og det glæder de sig over, for det vil banke aktien i vejret, mener de.


Magtforbindelser

På listen over medlemmer er to fra selskabets lederskab, herunder Larry G. Swets, Jr., som for nylig gav chatten sin velsignelse på det sociale medie X.


Han har blandt andet spurgt medlemmer til råds om emner relateret til selskabet og opfordret dem til at støtte selskabet på sociale medier. 

Tidligere på måneden skrev den aktive bruger, 'Pete Mills,' at Larry G. Swets, Jr. efter hans opfattelse havde signaleret klar opbakning fra Trump-lejren.

- Det hele vil, efter min mening, blive koordineret med Dr. Phil, Trump osv., konkluderede 'Pete Mills.'


Greenland Energys ledelse mødtes med Trumps særlige udsending, Jeff Landry, i maj under Future Greenland-konferencen, og kort tid efter sad Landry på Fox News og talte om et olieprojekt, som investorerne i gruppen koblede til Greenland Energy.

- Larry og Greenland Energy kender Jeff Landry godt. Dr. Phil er gode venner med Trump. Jeff var på Fox News og talte indirekte om Greenland Energy. Dr. Phil skal til Grønland,’ skrev 'Robbie' for nylig. 

- Læg to og to sammen, en Trump pump er på vej, tilføjede brugeren og blev belønnet med begejstrede emoji-reaktioner fra gruppens øvrige medlemmer.

Trump-lejren og GLND

Der bliver ofte hentydet til, at de gode forbindelser mellem virksomhedens ledelse og bestyrelse og Trump-verdenen vil komme selskabet til gavn.

- Hvor der er olie og penge, er der forbindelser, lød det fra ‘Chilli,’ gruppens administrator, da et par medlemmer diskuterede politiske forbindelser.

- De har venskabelige forhold til insiderfolk, siger Kevin, en 37-årig investor fra New York, som har investeret 30.000 dollar i projektet (12.000 aktier), til KNR.


En person tæt på Greenland Energy afviser, at selskabet har direkte forbindelser til Trump, og at de nødvendigvis vil drage fordel af støtte fra den amerikanske regering.

- De ønsker at fokusere på – og fokuserer på – det grønlandske folk, siger vedkommende til KNR.

Selskabet forventer ikke en støtteerklæring fra Trump og er endda en smule overrasket over, at de ikke har hørt mere direkte fra administrationen, fortæller personen.

Ifølge kilden bør gruppechatten ikke tages alvorligt.

Gruppens medlemmer, som er private investorer fra hele verden, bliver affejet som 'daytradere fra England', der overfortolker og konstruerer forbindelser, som ikke findes.

- Jeg er ikke sikker på, at der er nogen derinde, som ejer mere end 10.000 aktier. Det er folk, der håber på en raketstigning, og de investerer ikke engang særligt gennemtænkt, siger kilden til KNR. 

Nogle af aktionærerne, som KNR har talt med, mener, at opmærksomhed og direkte støtte fra Trump-kredsen vil gøre mere skade end gavn for selskabet.

- Trump kommer ikke til at hjælpe Greenland Energy med at finde olie, siger en potentiel langsigtet investor fra Storbritannien til KNR.

- Det vigtigste er at komme i gang med at bore og undersøge, om der er olie. Og at engagere de lokale og sikre, at de bakker op om projektet, fortæller medlemmet.

PR-søjle

Også tv-værten Dr. Phil bliver beskrevet som afgørende for projektet ved Jameson Land af gruppens medlemmer. 

Dr. Phil har søsat en større PR-kampagne for selskabet i form af en dokumentarserie, hvor han selv vil aflægge visit til borestedet.

Tv-værtens personlige venskab med præsidenten fremhæves især som et vigtigt aktiv for de amerikanske oliejægere. 

I gruppechatten bliver hans engagement hyldet som et uundværligt markedsføringsstunt, fordi det tilsyneladende kan være med til at fange præsidentens opmærksomhed.

- De forsøger dybest set at drage nytte af Trumps trusler mod Grønland uden at tage højde for konsekvenserne, siger medlemmet Kevin fra New York, som KNR fanger over en telefonforbindelse.


Kilden tæt på Greenland Energy erkender, at Dr. Phils forbindelse til Trump er 'en uheldig distraktion', men understreger, at tv-værtens involvering ikke skal forstås som en 'slags trojansk hest' – 'han ønsker blot at fortælle historien om Grønland'.

'Følg pengene'

En anden gennemgående tråd i beskederne handler om, hvad medlemmerne mener, at den succesfulde investor og Trump-donor Ken Griffins investering i Greenland Energy siger om projektets potentiale.

- Fyren er en kæmpehval (succesrig storinvestor, red.). Så stor, som de overhovedet kommer. Man smider ikke så mange penge i et projekt, medmindre nogen med indsigt har fortalt én noget. Der er enorme mængder olie i Grønland. Som man siger: Følg pengene, skriver gruppens administrator, 'Chilli'.

Har Ken Griffin spottet endnu en vinder?

Det mener mange af gruppens medlemmer, som virker overbeviste om, at de har fundet en overset aktie, før resten af markedet.

Telegram-gruppen har de døbt '#GLND 100 Bagger' – en reference til en aktie, der stiger 100 gange i værdi.

I et skriftligt svar skriver Greenland Energys direktør Robert Price, at selskabet ikke har oprettet eller styrer Telegram-gruppen, som drives af private investorer, og at ledelsens deltagelse ikke udgør en officiel godkendelse.

Han afviser samtidig, at selskabet har forbindelser til Trump-administrationen, og understreger, at projektets fremtid alene afhænger af grønlandske myndighedsgodkendelser, geologi og kommerciel levedygtighed.

Dr. Phil’s rolle i dokumentarserien beskrives som uafhængig af hans politiske forbindelser, og selskabet afviser, at projektet kan betegnes som et 'Trump-projekt'.