Greenland Airports får ny direktør

Der er blevet udpeget en ny direktør til Greenland Airports. Valget er faldet på Jeppe Jensen, der indtil nu har været direktør i KNI.
Foto © : Privatfoto
Skrevet af Emil Weis
20. juli 2026 11:23

I april kom det frem, at Jens Lauridsen stoppede som administrerende direktør for Greenland Airports. 

Nu er det så lykkedes det selvstyreejet selskab at finde hans afløser. 

Valget er faldet på Jeppe Jensen, der siden 2021 har været administrerende direktør for KNI A/S.

Det skriver Greenland Airports i en pressemeddelelse.

- Greenland Airports står ved et naturligt skifte. De seneste år har handlet om at etablere nye lufthavne, mens de kommende år handler om at indfri deres potentiale gennem sikker drift, fortsat udvikling og øget tilgængelighed, udtaler bestyrelsesformand Jens Willumsen i pressemeddelelsen: 

- Det er en anden opgave, og derfor har vi ledt efter en leder med den rette erfaring og de rette kompetencer til at stå i spidsen for netop dén fase.

Lokalt kendskab og tung erfaring

Jeppe Jensen har udover sit arbejde som direktør for KNI tidligere været en del af direktionen i Mittarfeqarfiit og haft ledende stillinger i Tusass. 

Og den 1. november tiltræder han så som direktør for Greenland Airports. 

- Gennem hele mit arbejdsliv har jeg været motiveret af at arbejde i virksomheder, der løser vigtige opgaver for det grønlandske samfund. Det gælder også Greenland Airports, udtaler Jeppe Jensen i pressemeddelelsen: 

- Luftfarten er en forudsætning for, at mennesker kan mødes, for at virksomheder kan udvikle sig, og for at sikre sammenhængskraften i vores land. Det er en opgave, jeg ser meget frem til at løfte sammen med medarbejderne og samarbejdspartnere.

Bestyrelsesformanden, Jens Willumsen, fortæller, at valget af Jeppe Jensen sker, fordi han både har lokalt kendskab og erfaring fra nogle af landets vigtigste selskaber: 

- Jeppe har tung erfaring fra både samfundskritisk infrastruktur og ledelse af store organisationer. Samtidig har han en stærk kommerciel forståelse, som vi gerne vil drage fordel af.

Kritiseret direktør får ros

Greenland Airports fremlagde i juni deres regnskab for 2025 under deres generalforsamling. 

Her måtte lufthavnsselskabet afskrive tre milliarder kroner på de tre nye lufthavne. Det gav et underskud på 2,7 milliarder kroner. 

Derudover måtte selskabet erkende, at lufthavnene ikke har været bygget godt nok, så man måtte ansætte 60 medarbejdere i security i stedet for de planlagte 20. 

Den snart afgående direktør, Jens Lauridsen, har da også været under massiv kritik for problemerne med security i Nuuk Lufthavn. 

Jens Willumsen roser dog den afgående direktør i forbindelse med ansættelsen af Jeppe Jensen: 

- Jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at takke Jens Lauridsen for den meget store indsats, han har ydet, udtaler Jens Willumsen. 

Han lægger vægt på, at Jens Lauridsen ikke bare har stået i spidsen for opførelsen af tre nye lufthavne, men også sammenlægningen af Kalaallit Airports og Mittarfeqarfiit til Greenland Airports. 

- Det har Jens stået i spidsen for med stor dedikation, og det arbejde har skabt det fundament, som Jeppe nu skal bygge videre på, udtaler Jens Willumsen.