Græsk premierminister: Klimaforandringer er godt for turismen

Stigende temperaturer fører gode muligheder med sig ifølge den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis.
Der var store skovbrande i Grækenland denne sommer.
Skrevet af Ritzau
23. september 2023 18:26

Efter en ny sommer med omfattende naturbrande, der har ædt skove og kostet flere mennesker livet, skulle man tro, at grækerne er ved at være godt trætte af de klimaforandringer, som ifølge eksperter har spillet en rolle i flammehavet.

Men man burde i stedet se på de muligheder, de stigende temperaturer fører med sig.

Sådan lyder det fra Grækenlands premierminister Kyriakos Mitsotakis i et interview med mediet Bloomberg.

- Klimaforandringer er en mulighed for at udvide turistsæsonen, siger han i interviewet.

Uanset hvad man gør, er klimaforandringerne ifølge Mitsotakis en realitet, hvorfor man først og fremmest skal arbejde på at tilpasse sig.

Skovbrande er ikke usædvanlige om sommeren i Grækenland. Men de varme, tørre og blæsende forhold i sommer har bidraget til at gøre brandene værre, og det er forhold, som forskere sammenkæder med klimaforandringer.

I hvert fald 20 personer døde i forbindelse med skovbrande i Grækenland denne sommer.

Over 30.000 mennesker endte med at blive evakueret på grund af naturbrandene.