Grønlandsudvalg overvejer beslutningsforslag om Thule

Medlemmerne af Grønlandsudvalget i Folketinget er utilfredse med udenrigsministerens svar i Thule-sagen. Nu overvejer udvalget at stille et beslutningsforslag i Folketinget.
Johan Lund Olsen Foto © : Screendump, ft.dk
08. december 2014 07:17

DANMARK:  Danmarks aftale med USA omkring brugen af Thule Air Base er god og solid.

Sådan lød konklusionen flere gange fra den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (Rad.), som fredag måtte stå skoleret i et samråd i Folketinget. Her blev han mødt med spørgsmål fra både røde og borgerlige partier - blandt andet om, hvorfor Danmark har ændret udbudsprocessen omkring servicekontrakten på Thule-basen på grund af EU’s udbudsregler - når Grønland ikke er medlem af EU? 

Og hvorfor hverken Inatsisartut, Folketinget, Joint Committee eller Permante Committee - de to sidstnævte med USA’s deltagelse - ikke er blevet orienteret om en ændret udbudsproces hos det danske udenrigsministerium? 

En proces, der er blevet ændret fra, at Udenrigsministeriet tidligere forhåndsgodkendte firmaer, der ønskede at byde på servicekonktrakten på Thule-basen, til i dag at lade det være helt op til det amerikanske forsvar at udpege service-firmaet. 

Rejser forespørgselsdebat om Thule

Men ministerens svar var ikke fyldestgørende nok, sagde Grønlandsudvalgets formand, Johan Lund Olsen, fra Inuit Ataqatigiit efter samrådet.

- Det var ikke særlige tilfredsstillende svar. Det gav anledning til en masse ekstra spørgsmål.

Medlemmerne i Grønlandsudvalget overvejer derfor nu at inddrage hele Folketinget i sagen omkring benyttelsen af Thule-basen, sagde Johan Lund Olsen.

- Derfor har vi netop sat os for i udvalget at rejse en forespørgselsdebat i midten af januar, som kan ende op med et forslag til en vedtagelse - altså en Folketingsvedtagelse.

Hvad skal det lovforslag gå ud på?

- Jamen det bliver jo et anliggende mellem partiernes ordfører, sagde Johan Lund Olsen.

Men er det i forhold til EU-retten og hvorvidt, reglerne herfra skal gælde?

- Det er i forhold til hele den her sag. Hvis ikke der ændres på noget af det her, så risikerer Grønland jo at miste masser af arbejdskraft. Vi risikerer at miste over 200 mio. kroner i landskassen oven på den meget forværret økonomiske situation, som vi står i i Grønland, lød svaret fra Grønlandsudvalgets formand.