Grønlandske svømmere ramt af corona på Island

En længe ventet mulighed for at deltage i konkurrence er endt med stor skuffelse for 13 svømmere fra Nuuk.
Nuuk Svømmeklub
Nuuk Svømmeklub har tidligere deltaget i Reykjavik International Games. Foto © : Nuummi naluttartut
Skrevet af Noah Mølgaard
27. januar 2022 15:55

Svømmere fra Nuuk svømmeklub, Nuummi Naluttartut, rejste sidste uge til Reykjavik for at deltage i Reykjavik International Games, der starter denne weekend.

Men det der ikke måtte ske, er sket.

- Der er tre svømmere, der er testet positive for covid-19, og jeg er selv testet positiv, fortæller træner i Nuummi Naluttartut, Jonas Tetzchner, fra Reykjavik til KNR.

Svømmere, forældre og ledere har ellers gjort sig umage for at undgå smitte. Børnene har været hjemme siden nytår, hvor de har fået hjemmeundervisning, og de har værett i en boble indtil afrejse til Island.

LÆS OGSÅ Sissu Petersen vinder bronze i danske svømmemesterskaber

Efter ankomsten til Reykjavik har holdet også været i en boble.

- De øvrige svømmere er testet negative. Men de har været sammen med os andre. Så det kan tænkes, at de også bliver testet positive på et senere tidpunkt.

- Vi har derfor vurderet, at det er bedst at sende børnene hjem til Nuuk for ikke at risikere, at de skal være i karantæne i Reykjavik, siger Jonas Tetzchner,

Han er, sammen med de smittede grønlandske svømmere, nu indkvarteret på et karantæne-hotel.

Var klar over risiko

Reglerne i Island er lige nu sådan, at coronasmittede skal være i karantæne i syv dage.

Både forældre, svømmere og klubbens repræsentanter har hele tiden været klar over smitterisikoen.

- Vi har inden turen lavet procedurer ved eventuelle smittetilfælde, og det har forældrene også vidst. Men selvom børnene vidste det, så er de selvfølgelig skuffede, siger Jonas Tetzchner.

Startlisterne til konkurrencerne i Reykjavik International Games er nu offentliggjort, og lang tids forberedelse i svømmehallen i Nuuk så egentlig ud til at kunne blive til gode resultater.

- Det ville have været suværent det bedste svømmestævne for et grønlandsk hold i Reykjavik International Games, og en håndfuld svømmere havde chance for at vinde medaljer, siger Jonas Tetzchner.

Nuummi Naluttartut arbejder nu på at finde et nyt stævne til sommer, hvor man kan forvente at smittetrykket i mange lande kan at ligge på et lavere niveau.