Grønlandske studerende skal fremover på SU

Fra 1. januar 2013 er det slut med at få uddannelsesstipendier fra Grønlands Selvstyre, hvis man som grønlænder studerer i Danmark. Fremover skal de studerende overgå til Statens Uddannelsesstøtte. Det betyder lidt flere penge til de studerende, og de penge selvstyret sparer ved denne manøvre, skal gå til at forbedre uddannelsessystemet her i Grønland.
Skrevet af Peter Troelsen
28. august 2012 09:22

Naalakkersuisut har gjort det muligt at lave en særordning for de grønlandske studerende i Danmark, således at disse kan modtage dansk SU uden at miste de fordele, der er forbundet ved at være på grønlandsk uddannelsesstøtte. Her tænkte udvalget særligt på den årlige frirejse til Grønland, tandlæge- og psykologbehandling, godstransport og tilskud til indkøb af bøger.

- Det har været muligt for de studerende af egen drift at bytte deres stipendier ud med SU, men i den forbindelse har der været uklarhed omkring de fordele, de studerende har haft i forbindelse med at modtage stipendier fra selvstyret. Nu er der klarhed omkring den del også. Der røres ikke ved fordelene, så de grønlandske studerende i Danmark vil nu have lidt flere penge til rådighed under deres studie, fortæller departementschef for uddannelse og forskning Michael Kristensen til knr.gl.

Fra Selvstyrets side ser man meget gerne, at studerende på videregående uddannelser i Danmark kommer hjem til Grønland igen efter endt studie i Danmark. Undersøgelser viser, at halvdelen af de studerende igen er at finde på Grønland to år efter afslutningen af deres uddannelse, men man ville gerne have det tal højere op.

- For at få informeret de grønlandske studerende bedst muligt, vil naalakkersuisoq for uddannelse Palle Christiansen og en samling embedsmænd tage til Danmark i september for at informere de studerende om den nye ordning, og de konsekvenser den vil have for de studerende. Det kommer til at ske i de grønlandske huse over hele Danmark. De studerende skal vide, at vi meget gerne ser dem komme hjem til Grønland igen, så de kan medvirke til at videreudvikle samfundet, oplyser Michael Kristensen.

Det beløb, der spares i selvstyret, skal gå til at opprioritere det grønlandske uddannelsessystem. Her tænker man i særdeleshed på gymnasieområdet, der er første skridt i fødekæden til de videregående uddannelser.

- I finansloven oplyses det, at besparelsen vil være på 17 millioner kr. De bruges til at financierer en del af GU-reformen, som skal sikre en højnelse af standarden på de gymnasiale uddannelser i Grønland. På den måde sikrer vi at de studerende, der ønsker at videreuddanne sig har fået de bedste muligheder for at uddanne sig herhjemme, inden de rejser ud, siger Michael Kristensen til knr.gl.

Læs mere om SU her: http://www.su.dk/SU/SATSERSU/Sider/default.aspx