Grønlandske folketingsmedlemmer: Mette Frederiksen har udvist historisk mod

Aki-Matilda Høegh-Dam og Aaja Chemnitz storroste den socialdemokratiske regering for sit fokus på Grønland de seneste tre år. Særligt for at et fokus på kolonitiden.
Der var mange rosende ord til statsminister Mette Frederiksen (S) fra begge grønlandske folketingsmedlemmer under torsdagens åbningsdebat. Foto © : Scanpix
07. oktober 2022 12:13

Undskyldning til eksperimentbørnene. Historisk udredning af forholdet mellem Danmark og Grønland. Afstand til spiralkampagnen. Offentlige taler om fejl i kolonitiden.

Nok er der udskrevet valg, men der manglede ikke rosende ord til den socialdemokratiske regering fra de grønlandske folketingsmedlemmer under åbningsdebatten i Folketinget torsdag.

Faktisk blev en del af taletiden hos både Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit og Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut brugt på at takke statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes ministre for et fokus på Grønland.

LÆS OGSÅ Stadig en hemmelighed: IA vil ikke afsløre deres folketingskandidater

-  Faktisk synes vi, at der har været lovende takter, også i Socialdemokratiets ledelse, også set med grønlandske briller. VI vil derfor også gerne sende en hjertelig tak til statsministeren og til hendes ministre. Tak for samarbejde og tak for indsatsen. Vi mener med grønlandske briller, at I har udført jeres erhverv rigtig godt, sagde Aaja Chemnitz (IA).

Hun pegede blandt andet på den udredning, der er sat i søen omkring spiralkampagnen og Grønland og Danmarks forhold siden Anden Verdenskrig.

- Her kan jeg se, at det er en regering, som har haft modet i den her valgperiode, og det vil jeg gerne takke for at have taget meget alvorligt, sagde Aaja Chemnitz.

Siumut: Mette Frederiksen giver os håb

Også Aki-Matilda Høegh-Dam (S), som er med i Socialdemokratiets gruppe i Folketinget, mente ikke overraskende, at Mette Frederiksen har været bedre end sine forgængere på posten, når det gælder Grønland.

- Vi er bedre i dag, end vi var i går. Og vi er bedre nu, end ved de forrige valgperioder. Det kan vi mærke i Kalaallit Nunaat, Grønland. Tiden er ændret. Statsministeren er i hvert fald anderledes end forrige. Det kan vi mærke i omverdenen som folkevalgte, som almindelige mennesker, sagde Aki-Matilda Høegh-Dam.

LÆS OGSÅ Historisk udredning om Grønland og Danmark er udskudt

Hun roste blandt andet Mette Frederiksen for sine åbningstale i tirsdags, hvor hun sagde:

- Danmark er en tidligere kolonimagt. Og vi har påført ikke mindst Grønland nogle dybe sår, som vi danskere har haft svært ved at blive konfronteret med. Men fortiden forsvinder ikke. Vi bliver nødt til at forholde os til det hele. Både det gode og det dårlige.

Til det sagde Aki-Matilda Høegh-Dam:

- Regeringen og statsminister Mette Frederiksen giver os håb. 

Stadig meget at arbejde for

Trods roserne sagde begge grønlandske politikere dog på, at især én ting bør indføres: Ligeløn mellem tjenestemænd i Grønland og i Danmark. I dag er der ifølge Aki-Matilda Høegh-Dam en "racistisk diskrimination i løn fra staten" mod tjenestemænd i Grønland.

Og hun blev bakket op af Aaja Chemnitz: 

- Efter et valg bliver et af vores vigtigste opgaver at sikre, at det bliver til permanente lønforbedringer til betjentene. Vi synes, det er optimalt, at politiet i Grønland får den samme overenskomst som deres danske og færøske kolleger.

IA ønsker også, at en ny regering ser nærmere på baggrunden for det høje tal af grønlandske børn, der bliver anbragt uden for hjemmet i Danmark, ligesom hun ønsker flere midler til socialområdet i Grønland.