Grønlandsk guld produceres igen

Indtil nu har guldminen i Kirkespirdalen ved Nanortalik siden slutningen af maj produceret to guldbarrer, der begge skal sendes til Schweiz til yderligere raffinering. Barrerne vejer 1,2 kilo og indholder 90 procent guld, men for at opnå betegnelsen finguld skal barren indehold 99.9 pct. guld.
15. juli 2011 10:20

Grønland er igen guldproducerende land, skriver weekendavisen Sermitsiaq.

Ifølge avisen venter direktør Nicholas Hall fra det britisk baserede Angel Mining, at minen kommer til at producere en guldbarre om ugen, og at guldet hver måned bliver samlet sammen og sendt til Schweiz.

- Når produktionen er helt i gang, håber vi at kunne producere 2.000 ounces - eller cirka 56,7 kilo guld - om måneden. Og situationen er gunstig, da guldpriserne er høje for øjeblikket, siger Nicholas Hall til Sermitsiaq.

Den tidligere ejer af minen - Crew Gold - Corporation indstillede produktionen i 2008. Lødigheden af guld var for lav til, at økonomien kunne hænge sammen. Et vigtigt element for at sikre en rentabel drift har været at forarbejde guldet lokalt.