K og S: Grønlandsk forfatning betyder stop for bloktilskud
Bemærk: Interviewene med Rasmus Jarlow fra Det Konservative Folkeparti og Karin Gaardsted fra Socialdemokraterne blev lavet, før Vittus Qujaukitsoqs kritik af Danmark blev bragt i Dagbladet Politiken 13. december 2016.
Hvis Grønland får en forfatning, der rækker ud over Grundlovens regler - som det politisk er hensigten lige nu - må det danske bloktilskud falde bort. Det siger De Konservatives grønlandsordfører, Rasmus Jarlov, til KNR.
- Det siger sig selv, at hvis man er et selvstændigt land, betaler Danmark jo heller ikke til andre selvstændige lande rundt omkring i verden, med mindre de er så fattige, at de kvalificere sig til u-landsbistanden, hvilket Grønland ikke vil gøre.
LÆS OGSÅ: SF kræver slutdato for bloktilskud
Naalakkersuisoq vil ikke forholde sig til bloktilskud
I et paragraf 37-spørgsmål til naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluak B. Egede, spørger Demokraternes Randi Vestergaard, om det danske bloktilskud vil blive bevaret, hvis Grønland løsriver sig fra Danmark.
I 2016 modtog Grønland 3,68 mia. kr. i bloktilskud fra Danmark
Færøerne modtog samme år 642 mio. kr. i bloktilskud fra Danmark
Kilde: Danmarks Statistik
Svaret fra Aqqaluak B. Egede lyder: “Jeg finder ikke umiddelbart, at der er grundlag for at svare på spørgsmålet.”
Men det spørgsmål svarer De Konservative gerne på:
- Det vil være umuligt for os danske politikere at overbevise de danske skatteydere om, at de skal blive ved med at betale til Grønland, hvis Grønland de facto er selvstændigt. Og det gælder også, hvis Grønland reelt er selvstændigt og ikke har noget med Danmark at gøre, men alene opretholder en eller anden form for formelt tilknytning, blot for at få et bloktilskud, siger Rasmus Jarlov.
S: Urealistisk at se bort fra tilskud
Både De Konservative og Socialdemokraterne støtter dog arbejdet med en grønlandsk forfatning, understreger de.
Men heller ikke Socialdemokratiet vil acceptere en model, hvor Grønland har ren selvbestemmelse, men stadig får tilskud fra Danmark, siger grønlandsordfører Karin Gaardsted.
LÆS OGSÅ: Bloktilskud skal fortsætte efter forfatning
- Man er bare i en situation i Grønland, hvor man er dybt afhængig af det bloktilskud, der kommer fra Danmark. Og derfor kan man ikke tillade sig at sige til grønlænderne, at 'nu taler vi kun ud fra identitet og ideologi, og så må vi se, engang vi synes, at vi kan tale om økonomien'. Det hænger uløseligt sammen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ved flere lejligheder tilkendegivet, at bloktilskuddet fra Danmark må stoppe, hvis Grønland bliver selvstændig.
Partierne SF og Alternativet er dog villige til at fortsætte bloktilskuddet, selv om Grønland får egen forfatning.