Grønlands Nationalteater holder seminar for amatørteaterforeninger

Nunatta Isiginnaartitsisarfia - Grønlands Nationalteater - holder fra og med i dag og resten af ugen seminar for grønlandske amatørteaterforeninger.
Foto © : Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Orla Dalager
Skrevet af Karsten Sommer
10. juni 2015 05:46

For ved siden af Nationalteaterets professionelle teaterarbejde, findes der flere steder på kysten amatørteaterforeninger, der laver deres egne forestillinger til glæde for den lokale befolkning.

Rosa Olsen, måske af mange bedre kendt som den populære figur Tariisia, er til hverdag Nationalteaterets amatørteaterkonsulent, og  står bag seminaret. Hun glæder sig over at der er tilmeldt så mange fra hele landet:

- Jeg ser frem til en god og spændende uge hvor vi også skal have det sjovt med at lave teater. Min forhåbning er at seminaret kan blive til en årligt tilbagevendende begivenhed, for vi har jo alle brug for at lære af hinanden, siger hun forud for seminarets start tirsdag.

 

Skal give ny inspiration til videre teaterarbejde

Fem teaterforeninger fra henholdvis Ilulissat, Innaarsuit, Maniitsoq Qaqortoq og Sisimiut er med, og de vil blive undervist i forskellige nyttige teatertekniske øvelser, manuskriptskrivning og skuespilteknik, som skal give kursisterne ny inspiration til deres videre teaterarbejde, fortæller Rosa Olsen.

Blandt underviserne er også en repræsentant for Amatørteaternes Landsforening i Danmark, samt kunstneren Peter Kujooq  Kristensen, der vil give råd og vejledning i forhold til at skabe rekvisitter og kulisser.

Og på fredag kan borgerne i Nuuk få en unik oplevelse når de fem amatørteatergrupper fra kysten slutter seminaret af med at vise deres egne forestillinger for offentligheden.

Det sker på Nationalteatret den 12. juni fra klokken 19 til 22, og der er gratis adgang for alle.