Grønlands første filmværksted åbner 10. december

Mandag den 10. december åbner Grønlands første filmværksted på Nuukullak i Nuuk.
Foto © : Emile Hertling Péronard
Skrevet af Karsten Sommer
05. december 2018 14:01

Filmværkstedet er startet af FILM.GL med støtte fra Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq, og første kursus begynder allerede den 12. december med filmmageren Marc Fussing Rosbach som underviser.

LÆS OGSÅ Filmværksted har endelig fået penge

- Filmværkstedet skal være et kreativt hus hvor unge og talentfulde grønlandske filmfolk kan gøre deres filmidéer til virkelighed med hjælp fra den professionelle filmbranche og også give unge inspiration til alternative karriereveje inden for filmfaget, skriver den daglige leder af filmværkstedet, Karsten Heilmann. 

Filmværkstedet skulle være åbnet i marts i år. Men på grund af valget til Inatsisartut gik udbetalingen af midlerne fra Finansloven i stå. Først i midten af november fik brancheorganisationen udbetalt pengene, der er afsat til filmværkstedet på finansloven og derfor kan værkstedet nu åbne i december.

LÆS OGSÅ Hvor er vores penge?

Fra januar måned vil man kunne ansøge filmværkstedet om teknisk støtte og hjælp til konkrete filmprojekter, og der er allerede en række tiltag på tegnebrættet, hvor talentudviklingen vil ske i samarbejde med lignende organisationer i Nunavut og Europa.

Filmværkstedet er finansieret af 850.000 kroner fra finansloven og 850.000 kroner fra Kommuneqarfik Sermersooq.