Grønlands Erhverv får ny direktør

GE skifter ud på direktør-gangen og sætter til november Christian Keldsen i spidsen for at varetage erhvervslivets interesser.
1. november sætter Christian Keldsen sig i direktørstolen hos Grønlands Erhverv. Pressefoto Foto © : Pressefoto: Christian Kjeldsen
Skrevet af Anders Dall
04. august 2020 12:57

Fra den 1. november sætter 44-årige Christian Keldsen sig for bordenden som ny direktør for Grønlands Erhverv.

Han overtager posten fra den nuværende direktør Brian Buus Pedersen, meddeler brancheforeningen i en pressemeddelelse.

Christian Keldsen er medstifter af konsulenthuset Visiobox Consulting ApS. Men efter fem år forlader han altså nu konsulenthuset til fordel for direktør-stillingen i Grønlands Erhverv.

Han er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet og har tidligere begået sig i luftfartsbrachen og var i en periode kommerciel direkør hos Air Greenland.

I 2015 forlod han sit job i luftfartsselskabet og gik ind i konsulentbranchen. Han var blandt andet også formand for Arctic Winter Games, da begivenheden blev afholdt i Nuuk i 2016. 

Fokus på virksomhedernes vilkår 

Nu glæder han sig til at varetage erhvervslivets interesser i Grønland.

- Jeg ser her en enestående mulighed for at kombinere min uddannelsesmæssige baggrund og erhvervserfaring med min interesse for hele samfundet, siger han i pressemeddelelsen.

- Vi har i GE et stort ansvar for, at vores mange stærke virksomheder får de bedst mulige vilkår for at kunne præge den nye tid, der tegner så spændende for Grønland, tilføjer han.