Nyt parti: Grønland skal forblive en del af Danmark

Grønland skal ikke være et selvstændigt land, mener politiker og finansmand Klaus Riskær Pedersen. Hans nye parti kræver et tættere forhold mellem Grønland og Danmark og genforhandling af forsvarsaftalen med USA.
Foto © : Partiet Klaus riskær Pedersen
20. februar 2019 07:58

Grønland skal ikke være et selvstændigt land, mener politiker og finansmand Klaus Riskær Pedersen.

Hans nye parti, der præsenterede sit program tirsdag, kræver et tættere forhold mellem Grønland og Danmark og genforhandling af forsvarsaftalen med USA.

LÆS OGSÅ Forsvarsminister oplever bedre dialog mellem Grønland og Danmark

- Grønland skal integreres kraftigere i det nationale fællesskab, og uafhængighed kan ikke komme på tale for en befolkning af den begrænsede størrelse, da andre da må forudses at udfylde tomrummet.

Sådan står der i programmet for partiet, der hedder Partiet Klaus Riskær Pedersen, opkaldt efter sin stifter.

Den omdiskuterede finansmand, der har flere fængselsdomme bag sig for bedrageri, har samlet nok underskrifter til at stille op til det kommende folketingsvalg.

LÆS OGSÅ Befolkningen er splittet i forhold til selvstændighed

Og partiet ønsker altså et tættere forhold mellem Grønland og Danmark uden udsigt til at arbejde som to selvstændige lande, fremgår det kortfattet af partiets hjemmeside.

Derudover ønsker Partiet Klaus Riskær Pedersen, at ’amerikanske baseforhold på Grønland skal genforhandles’, står der på hjemmesiden, uden at det er yderligere uddybet.

Partiet nævner dog intet om Danmarks forhold til Færøerne i partiprogrammet.

Tirsdag oplyste Klaus Riskær Pedersen på et pressemøde, at partiet stiller med i alt fire kandidater til folketingsvalget.

LÆS OGSÅ Aleqa Hammond genopstiller til Folketinget