Aleqa Hammond genopstiller til Folketinget
Opdateret klokken 16:55 med reaktion fra Aleqa Hammond.
- Nunatta Qitornai ser Aleqa Hammonds mandat i Folketinget og Inatsisartut som en fordel på grund af hendes erfaring og rutine. Hun formår at sætte dagsorden og skaffe nødvendig indflydelse til gavn for Grønland, skriver formand for Nunatta Qitornai, Vittus Qujaukitsoq i pressemeddelelse.
Selv siger folketingsmedlemmet, at Grønlands repræsentanter i rigets største politiske forsamling må være klare i mælet:
- Grønlands repræsentanter må nødvendigvis være klar til at være kritiske og komme med og forsvare stærke udmeldinger overfor den danske regering, siger Aleqa Hammond fra Nunatta Qitornai til KNR.
LÆS OGSÅ Bentiaraq Ottosen vil i Folketinget
I den nuværende valgperiode har Aleqa Hammond blandt andet indgået en aftale med Venstre, der sikrer, at Regeringen ikke kommer i mindretal.
Men hun vil endnu ikke fortælle, hvilket parti hun vil samarbejde med, hvis hun blive valgt ind igen.
- Vi vil vælge den statsministerkandidat, som vil indgå de bedste aftaler for Grønland, siger Aleqa Hammond.
LÆS OGSÅ Indtil videre er kun en kandidat opstillet til Folketinget
Partiet har planer om at opstille op til tre kandidater til folketingsvalget, med Aleqa Hammond som partiets spidskandidat.
Indtil videre er der bare to andre kandidater, der officielt har meldt deres deltagelse i valgkampen; Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit og Bentiaraq Ottosen fra Atassut.
Der skal vælges to mandater fra Grønland til Folketinget, og valget skal afholdes senest den 17. juni. Statsminister Lars Løkke Rasmussen forventes at udskrive valg senest tre uger før valget finder sted.