Grønland rodes ind i asylansøger-debat

Udviste asylansøgere i Danmark kunne være endt på flådestationen Grønnedal, hvis ikke der var hensyn at tage til Rigsfællesskabet. Sådan lyder det fra danske politikere i Debatten på P1 torsdag.
Grønnedal
Foto © : Peter Barfoed
Skrevet af Merete Lindstrøm
06. december 2018 16:16
Versionist Mads Lynge

Udviste asylansøgere i Danmark kunne være endt på flådestationen Grønnedal, hvis ikke der var hensyn at tage til Rigsfællesskabet. Sådan lyder det fra danske politikere i Debatten på P1 torsdag.

I denne uge har den danske regering og støttepartiet dansk folkeparti vedtaget ny finanslov, hvor der er afsat penge til at bygge et nyt udrejsecenter for udviste kriminelle asylansøgere på øen Lindholm i Vordingborg Kommune.

LÆS OGSÅ DF: Grønlandsk kulde skal skræmme flygtninge væk

Men inden valget faldt på Lindholm havde politikerne også overvejet Grønland. Det kom frem da folketingspolitikerne Joachim B. Olsen (LA) og René Christensen (DF) debatterede emnet med Borgmesteren for Vordingborg Kommune Michael Smed på P1.

Borgmesteren mener, at man som det mindste burde have belyst for offentligheden, om der har været andre muligheder i spil, før Lindholm blev valgt. Han har selv et forslag, som åbenbart har været på bordet:

LÆS OGSÅ Grønnedal igen bemandet

- Hvis det skal være så afsidesliggende som muligt, så kan det undre mig, at man ikke har kigget på Grønnedal flådestation i Grønland, hvor der er lang til de nærmeste beboerne, siger Michael Smed.

- Der har vi været, og det må man heller ikke, siger René Christensen.

Om de overvejelser tilføjer Joachim B. Olsen:

LÆS OGSÅ Oprydningen på Grønnedal er gået i gang

- Der er også et lille hensyn at tage til Rigsfællesskabet, som jeg tror, mange synes er vigtigt. Der er trods alt forskel på Vordingborg, som er en meget integreret del af Danmark og så Rigsfællesskabet, sagde Liberal Alliances Joachim B. Olsen.

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået at bruge Grønnedal eller Nordøstgrønland til huse asylansøgere.