Grønland markerer sig på Filmfestival i USA

Washington D.C fik en smag af Grønlands historie og kultur, da der var Greenland Eyes International Film Festival i weekenden. Filmfestivalen startede den 8. maj og sluttede i går. Der blev vist i alt 13 grønlandske film, alt fra animationsfilm til dokumentarfilm.
Foto © : Ivalo Frank
11. maj 2015 17:26

Greenland Eyes Film Festival blev holdt på verdens største museum The Smithsonian Institute, der består af 19 museer rundt omkring i USA. Festivalen er en del af den amerikanske forårsfestival, Arctic Spring Festival.

Her blev vist forskellige grønlandske kortfilm, blandt andet filmen Sooq akersuuttugut (hvorfor kæmper vi) af Inuk Silis Høegh.

Der blev også vist film af bl.a Aká Hansen, Marc Fussing Rosbach og Jakob Maqe.

Grønland på verdenskort

Ivalo Frank, festivalleder for Greenland Eyes var med til filmfestivalen, og hun ser denne filmfestival som en god mulighed for at sætte Grønland på verdenskort.

- Det var en hel fantastisk afslutning og alle var glade. Det var rigtig dejligt at møde forskellige folk fra Grønland og folk fra nær og fjern som interesserer sig for Grønland, som er samlet her i Washington.

Siger Ivalo Frank, festivalleder for Greenland Eyes.

Festivalen startede på Smithsonian Museum i Washington, og dagen efter viste de også filmene på den danske ambassade, hvor 4800 mennesker deltog.

En kæmpe interesse for Grønland

Efter filmene blev vist, fik publikum mulighed for at stille spørgsmål.

De viste stor interesse og spurgte om alt fra, hvor mange der bor i Grønland, til lidt mere alvorlige ting som, hvordan det påvirker Grønland at have været en koloni, og hvordan det forholder sig i dag.

- Det har endnu engang vist, at der virkelig er en kæmpe interesse for arktisk og for Grønland ude i verden. Så vi er rigtig glade.

Siger Ivalo Frank.

Den populære dokumentarfilm Sumé- lyden af revolution blev også vist på festivalen. Og alle filmene blev modtaget rigtig godt på filmfestivalen.

- Der var en gensynsglæde, og det var rigtig dejligt at vise film her i USA. Der var fuldt hus, siger Ivalo Frank, der lige nu befinder sig i USA.

Børnehjemmet fra Uummannaq var også med til filmfestivalen, hvor de performede med dans og sang.