Grønland fik nok af IWC

Naalakkersuisuts beslutning om at forhøje hvalkvoterne med 10 for i år, er et udtryk for utilfredshed med den Internationale Hvalfangstkommission IWC.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
03. januar 2013 06:34

Det siger Naalakkersuisoq for fangst, Ane Hansen, efter at Grønland for første gang går enegang om at fastsætte kvoter for store hvaler.

- Flere og flere lande har været imod, at der skal være hvalfangst på verdens plan og det er de lande der har været i vejen for, hvor mange hvaler vi må fange her i landet, siger naalakkersuisoq for Fangst, Fiskeri og Landbrug, Ane Hansen.

Danmark og Grønland forsøgte ellers at få den internationale hvalfangstkommission, IWC, til at godkende forhøjelsen af fangst af hvaler med 10 dyr. Det lykkedes ikke.

34 lande stemte imod, 25 lande stemte for og tre lande undlod at stemme. Derfor er Grønland gået enegang i år. Naalakkersuisut vedtog på den sidste dag i 2012, at forhøje kvoten med 10 hvaler, som de ellers havde søgt om.

Ane Hansen siger til KNR, at IWC ellers har gode retningslinier for hvordan man fordeler hvalkvoter på verdens plan, hvis man altså ellers arbejder efter det. Men utilfredsheden om at Grønland, og dermed også Danmark, ikke må forhøje hvalkvoterne med 10 dyr er for meget for Ane Hansen.

- Danmarks og Grønlands rolle i det her er, at vi skal kunne vise og skal kunne fange hvaler i forhold til hvad det videnskabelig komite anbefaler, som IWC også følger, siger Ane Hansen.

Under høringen om forhøjelse af hvalkvoterne, mente modstanderne, at den grønlandske hvalfangst ikke længere udøves af det grønlandske oprindelige folk og til deres opretholdelse.

Og Naalakkersuisoq for Fangst, har derfor skrevet til IWC, om Grønlands egen beslutning.

- Fordi det er vigtigt, at vores fangere her i landet skal vide præcis hvor mange hvaler de må fange i løbet af året. Derfor har vi sammen med Danmark lavet en fælles skrivelse til resten af IWC's medlemslande, hvad vi har gjort med den sag, siger Ane Hansen.