Grønland er næsten coronafri igen 

Coronaen er ved at slippe sit tag igen.
Lang kø ved testcenteret i Nuuk. Efter pinsen blev der indført massetest på grund af smitte, som ingen vidste, hvor kom fra. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Christine Hyldal
29. juni 2021 13:57

Kun en eneste er smittet med corona i Grønland lige nu.

Siden pinsen har der været et stigende antal smittede i især hovedstaden. I et stykke tid har ni været konstateret smittede, men nu er de otte meldt raske ifølge coronasitet nun.gl.

Den eneste smittede befinder sig i Nuuk og er stadig indlagt på Dronning Ingrids Hospital.

Ifølge Landslægeembedet er det den britiske coronavirus, der hedder B117 - eller Alpha, som de smittede havde fået. 

LÆS OGSÅ Indrejseregler lempes: Passagerantallet øges og ingen karantæne til færdigvaccinerede

Flere af de tidligere smittede i Nuuk - ikke alle - arbejder i Munck Gruppen, som er i gang med at lave den nye landingsbane i lufthavnen. Derfor har der været en karantænezone rundt om byggepladsen og den camp, som de ansatte bor i.

De nye smittetilfælde har også været skyld i, at al flytrafik og sejlads ud af hovedstaden blev stoppet i to omgange.

I tre dage i slutningen af maj blev hovedstaden også så godt som lukket igen med lukkede restauranter og barer til følge. 

Også de coronaregler, som Grønland har været underlagt i flere måneder, bliver der nu lempet på igen. 

Fra 1. juli kommer der igen flere passagerer ind i Grønland fra Danmark. Fire ugentlige afgange med op til 250 passagerer per afgang bliver sat i gang, og det betyder, at antallet af indrejsende fra Kastrup bliver op til 1.000 passagerer om ugen. 

Indtil for kort tid siden var antallet 600 og til og med i morgen er det på 810.

Derudover åbnes der også op for ruteflyvninger fra Island.

I alt har der været 50 smittede i Grønland. 

KNR forsøger at få en kommentar fra landslæge Henrik L. Hansen.