Grønland er dagens hotte politiske emne

Det grønlandske selvstyres storskalalov giver grønlænderne mulighed for at gennemføre vigtige erhvervsinvesteringer. Det er selvstyrets beslutning, og derfor skal Danmark ikke blande sig, lyder det fra Socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen.
11. december 2012 13:14

Og derfor er det også hyklerisk, når Enhedslisten kræver, at den danske regering skrider ind.

- Det er på den baggrund utroligt, at man skal opleve Enhedslisten som nye koloniherre, der vil bestemme over Grønland i dette spørgsmål, skriver Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Regeringens støtteparti Enhedslisten mener derimod, at det er regeringen, der siger et og gør noget andet, når den ikke vil stoppe den grønlandske storskalalov.

- Det nytter ikke noget at have dobbelte standarder. Vi kan ikke bekæmpe social dumping i Danmrk, mens vi samtidig accepterer, at det foregår i Grønland, siger Enhedslistens grønlandsordfører Finn Sørensen til Dagbladet Politiken.

Finn Sørensen peger på, at Grønland endnu ikke har taget udlændingelovgivningen hjem i selvstyret, og derfor kan Danmark modsætte sig at ændre reglerne om social dumping.
Mogens Jensen minder Enhedslisten om, at de i mange andre sammenhænge forsvarer det grønlandske selvstyres suverænitet.

- Men grønlænderne skal åbenbart kun have selvstyre, når de gør hvad Enhedslisten finder rigtigt. Det er hyklerisk, skriver han.

Det kræver ændringer af den danske udlændingelovgivning, før den nye grønlandske lov kan træde i kraft.