Grønland dyster med stærke noveller til litteraturpris

Den samfundskritiske novellesamling "Zombieland" af Sørine Steenholdt er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016.
Foto © : KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
03. marts 2016 08:10

Det er Grønlands Forfatterforening, der har indstillet "Zombieland" til den prestigefyldte nordiske litteraturpris, som bliver tildelt af Nordisk Råd.

Bogen består af 10 noveller og i sin begrundelse for nomineringen skriver forfatterforeningen blandt andet:

"I Zombieland føres man ind i en underverden af alle de følelser som en hård opvækst med omsorgssvigt og alkoholmisbrug har affødt. Ingen følelser er glemt, og man kommer ud i alle afkroge af de formørkede områder i hjernen som en alkoholiseret og afmægtig forælder har forårsaget hos det lille barn. De er fortalt i en ramme af 10 noveller, velskrevne, vrede, magtesløse og til tider så præcise, at man kan fornemme den kvalmende lugt af mange dages druk i hjemmet. Barnet kommer i en zombietilstand, ind i zombieland. Men bevarer sin iagttagelsesevne."

Læs også Ny tid kalder på nye stemmer

Foto © : Jonas Løvschall-Wedel/KNR
Sørine Steenholdt er født i 1986 i Paamiut. I 2012 var hun en af vinderne i novellekonkurrencen "Allatta!".
"Zombieland" er forfatterens første selvstændige debut.

"Og, ja, hvad er virkelighed og hvad er fantasi? At formå at bruge sine oplevelser fra den virkelige verden og sætte dem ind i en fiktion hvori forskellige roller udspiller sig er en kunst som forfatteren Sørine Steenholdt har formået. Hun har her med sin første bog vist os hvad samfundets skyggeside bærer i sig og at samfundet omkring barnet på ingen måde kan lade som ingenting og unddrage sig et ansvar for at gribe ind. Hvis ikke forældrene magter deres opgave, skal samfundet tage over. Præcist ramt og beskrevet."

Selvstyrede områder i Norden har stadig prisen til gode

Den prestigefyldte nordiske litteraturpris bliver tildelt af Nordisk Råd. Sidste år gik prisen til nordmanden Jon Fosse.

Den grønlandske novellesamling skal dyste mod i alt 14 værker fra hele Norden, heriblandt en roman fra det finske selvstyreområde Åland. Færøerne har også nomineret en roman, mens samerne indstiller en digtsamling.

Om prisen så går til et af de mindre selvstyrende områder i Norden vil vise sig. Det vil i så fald være første gang. Dog blev Kim Leines bog "Profeterne fra Evighedsfjorden" der vandt prisen i 2013 betragtet som dansk, grønlandsk og norsk, oplyser Juaaka Lyberth, der er formand for Grønlands Forfatterforening.